Efter mistanke om tvangsarbejde: Ekspert skyder regioners mundbindskontrol ned

Regioner vil skærpe kontrol med indkøb, men ekspert kalder det "utilstrækkeligt".

Beskyttelsesudstyr lavet af arbejdere fra det muslimske mindretal uighurerne er blevet solgt af store medicinalselskaber i Europa.

Regionerne vil stramme kontrollen med indkøb af mundbind og andet beskyttelsesudstyr.

Det sker, efter at DR sammen med medier under journalist-samarbejdet OCCRP har afdækket mistanke om tvangsarbejde på en kinesisk fabrik, som har leveret udstyr til danske hospitaler.

Ingen af de fem danske regioner vidste ifølge dem selv, hvor de indkøbte mundbind og andet beskyttelsesudstyr kom fra.

Og derfor vil regionerne i fremtiden i højere grad kræve at se, hvem der laver udstyret i den anden ende.

Det fortæller indkøbschef Annette Bjørn fra Region Syddanmark, som har fået opgaven med at udarbejde nye fælles regler for alle regioner.

- Vi går over til at skulle arbejde mere proaktivt, hvor vi ikke behøves at have en begrundet mistanke for at kunne reagere, siger hun.

Professor: Slet ikke nok

Men spørger man professor med speciale i globale værdikæder ved CBS Peter Lund-Thomsen, så er regionerne langt fra i mål.

Ifølge forskeren er det fint, at regionerne nu i højere grad vil spørge ind til, hvem de køber fra.

Men det er slet ikke nok, fordi regionerne kun får dokumentationen på papir, mener Peter Lund-Thomsen.

- Det, der sker lige nu i Danmark, hvor man tilsyneladende bare planlægger at få mere information tilsendt fra underleverandørerne, det er utilstrækkeligt, siger han.

Ifølge professoren er det for nemt for underleverandører at snyde med dokumentationen.

Konkret foreslår han, at regionerne som supplement opretter sit eget korps af uafhængige observatører.

- Det vil sige, at man simpelthen har en specialiseret enhed, der på tværs af regionerne rejser ud og besøger de her fabrikker, siger Peter Lund-Thomsen.

Skal kigge mod Sverige

De danske regioner skal ikke ret langt væk hjemmefra for at finde eksempler på lignende tiltag, siger Peter Lund-Thomsen.

- De svenske regioner har et centralt kontor, der er med til at træne offentlige indkøbere og også laver undersøgelser hos grossister og er ude på fabrikker i lande som Kina, Pakistan og Indien for at undersøge, hvordan mundbind bliver produceret, siger han.

Gennem aktindsigt har DR Nyheder fået adgang til flere af regionernes kontrakter.

I kontrakterne skriver regionerne selv specifikt, at man på ingen måde vil risikere overtrædelse af menneskerettigheder eller brud på en række internationale konventioner, viser dokumenterne.

I det hele taget er det en god ide, at regionerne og andre indkøbere i højre grad samarbejder, mener Peter Lund-Thomsen.

- Der er plads til 90 procents forbedring inden for det her område. Jeg vil stærkt opfordre danske regioner, kommuner og grossister til at arbejde sammen om det her.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter