Efter nye afsløringer: Derfor er det et problem, hvis din ejendomsvurdering er forkert

Herunder svarer DR's erhvervskorrespondent på fire centrale spørgsmål om de nye ejendomsvurderinger.

Tryk på bremse-knappen og stop udsendelsen af flere ejendomsvurderinger.

Så bastant er meldingen i dag fra professor i forvaltningsret Hanne Marie Motzfeldt, efter at DR Nyheder i dag har kunnet skrive et nyt kapitel i sagaen om de skandaleramte ejendomsvurderinger.

I sidste uge kunne vi nemlig afsløre, at tidsplanen for ejendomsvurderinger var yderligere forsinket, og i dag har DR Nyheder så kunne løfte sløret for, hvorfor ejere af 700.000 boliger ifølge planen må vente til næste år med at få deres vurdering.

It-systemet, der står til at koste skatteborgerne omkring fire milliarder kroner, er nemlig 'spækket med fejl'.

Hele arbejdet nærmer sig faktisk 'dumpekarakter', lyder det fra eksperter, som har gennemgået testrapporter af it-systemet, som DR Nyheder har fået fat i.

Det betyder ifølge eksperterne, at tidsplanen skrider, men også at boligejerne risikerer at få forkerte vurderinger og hermed kommer til at betale forkert skat.

Men hvorfor er det gået så galt for skattemyndighederne, og er det i virkeligheden et problem, når langt de fleste boligejere kommer til at betale mindre i skat til næste år?

Herunder svarer DR's erhvervskorrespondent, Jakob Ussing, på fire centrale spørgsmål om skandalen om de nye ejendomsvurderinger.

Fire ud af fem boligejere får lavere skat næste år, og ingen skal betale mere. Hvorfor er det overhovedet et problem, hvis ejendomsvurderingerne er forkerte?

Det er skattevæsenets vurdering, at fire ud af fem boligejere næste år kommer til at betale mindre i skat. De resterende boligejere, som står til en forhøjet skattebillet, får en rabat til de sælger huset.

- Selv om politikerne har besluttet, at der skal være lavere boligskat for de fleste og en skatterabat, der forhindrer en skattestigning for de resterende fra næste år, så har ejendomsvurderingen stadig økonomisk betydning for den enkelte, siger Jakob Ussing.

- En fejlbehæftet vurdering kan eksempelvis betyde, at man får for lille en skattelettelse, og så kan fejlvurderinger ikke mindst skabe en masse usikkerhed om, hvad en bolig kan sælges for, fordi skatterabatten ikke gælder for købere af boliger efter årsskiftet, siger erhvervskorrespondent Jakob Ussing.

Det er dog ikke kun i forhold til økonomien, at fejlagtige vurderinger er et problem for den enkelte boligejer, mener korrespondenten.

- I forhold til retssikkerheden er der et betydeligt problem i, at fejlbehæftede vurderinger kan medføre en forskellig behandling af borgerne, hvor nogle vil vinde og andre tabe på skatteopkrævning – alt efter hvad vurderingen viser.

- En forskelsbehandling, som det såkaldte forsigtighedsprincip ikke ændrer på, da forsigtighedsprincippet er ens for både borgeren med den rigtige vurdering og borgeren med den forkerte vurdering og derfor ikke afhjælper problemet med forskelsbehandlingen, siger Jakob Ussing.

Hvorfor er det så svært at lave korrekte vurderinger?

DR Nyheder har det seneste år lavet adskillige afsløringer af forkerte vurderinger.

- Man har slået et meget stort brød op med et it-system, der skal kunne ekstremt meget, og opgaven er kun blevet mere udfordrende af en række politiske beslutninger, der løbende er kommet til og har gjort opgaven endnu større.

- Et grundlæggende problem er, at der ikke findes data af den nødvendige kvalitet på en række områder, og så bliver det meget svært at lave korrekte vurderinger. Dertil kommer så selve problemerne med udviklingen af it-systemet, siger erhvervskorrespondent Jakob Ussing.

Hvorfor vælger myndighederne ikke at udskyde ejendomsvurderingerne og de nye boligskatter, der træder i kraft 1. januar?

Det er landets skatteminister, Jeppe Bruus (S), der er den hovedansvarlige for de nye ejendomsvurderinger. (Foto: © Rune Øe, Ritzau Scanpix)

- Et bredt politisk flertal ønsker et nyt boligskattesystem, og det er allerede udskudt med tre år fra 2021 til 2024.

- Skatteminister Jeppe Bruus har tidligere forklaret, at det ikke nødvendigvis vil hjælpe at udskyde det endnu engang, og at boligejerne allerede har ventet rigeligt længe på både vurderinger og det nye skattesystem.

- Derfor har det brede politisk flertal valgt den nødløsning, at man udsender foreløbige vurderinger, der ikke kan klages over, til boligejerne for at kunne opkræve de nye boligskatter fra 2024.

I 2016 lovede politikerne mere gennemskuelige vurderinger – har de levet op til det løfte?

Det var Venstres Karsten Lauritzen, der var skatteminister i 2016, da politikerne blev enige om det nye boligskattesystem. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Ritzau Scanpix)

- Det er for tidligt at svare på det spørgsmål. Eksperternes frygt er, at det nye system ikke bliver meget bedre end det gamle, der jo blev skrottet, fordi det var så misvisende.

- Sikkert er det, at regningen til skatteborgerne for selve udviklingen af it-systemet kommer til at slå alle tidligere, triste danmarksrekorder på den front med længder, siger Jakob Ussing.

Du kan læse mere om, hvad der har betydning for vurderingen af din bolig i denne story: