Efter skattefejl: 1.200 boligejere står til regning på 100 millioner kroner

Politisk aftale gik i vasken inden valget. Nu står boligejere til gigantisk skattesmæk.

En fejl hos skattemyndighederne har i en årrække betydet, at omkring 1.200 boligejere har betalt nul kroner i skat. (Foto: Kasper palsnov © Scanpix)

En efterregning på op mod 100 millioner kroner.

Det er, hvad der samlet set venter omkring 1.200 boligejere, der på grund af en fejl ikke har betalt ejendomsværdiskat af deres bolig, og som derfor nu står til at skulle betale op til 10 års manglede skatter tilbage til statskassen.

Sådan lyder det fra skatteminister Karsten Lauritzen (V) i et svar til Folketingets Skatteudvalg.

- På baggrund af det foreløbige arbejde med sagskomplekset skønnes det, at den manglende betaling af ejendomsværdiskat svarer til cirka 10 millioner kroner årligt efter tilbageløb i den periode, hvor der er opkrævet for lidt i skat, skriver ministeren i svaret.

Kammeradvokaten har nemlig slået fast, at der efter gældende regler skal opkræves skat op til 10 år tilbage i tiden. Dermed kan den samlede regning for den skyldige periode løbe op i 100 millioner kroner plus renter for tre år.

DF: Vi sagde nej til revolver-aftale

I flere år har skattemyndighederne forsømt at opkræve de mange millioner, som boligejerne ellers hvert år skal betale i skat.

Selvom skatteminister Karsten Lauritzen (V) forsøgte at finde en politisk løsning lige inden folketingsvalget, blev det såkaldte ”nulskattekompleks” skudt til hjørne i sidste øjeblik.

Under et møde kort før valgudskrivelsen kunne ministeren ikke finde den nødvendige opbakning til sit eget forslag blandt forligspartierne Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.

Spørger man Dansk Folkepartis Dennis Flydtkjær, som var med til mødet, var det Karsten Lauritzens egen skyld, at en mulig aftale gik i vasken. Ministeren ventede til sidste øjeblik med at inddrage de øvrige partier, lyder det fra skatteordføreren.

- Det peger tilbage på Skat og Skatteministeriet. Det er en problemstilling, man har kendt i ti år uden at gøre noget, og så kommer man til forligspartierne kort før et valg og siger, at nu haster det. Nu skal I tage en beslutning, siger han og fortsætter:

- Løsningen skal findes på et oplyst grundlag. Vi har ikke været klar til at løse det med pistolen for panden lige op til et valg, siger Dennis Flydtkjær.

Her er der flest bekræftede fejl med ejendomsværdiskat

  • Aarhus: 90

  • København: 74

  • Kalundborg: 51

  • Odense: 48

  • Guldborgsund: 29

  • Kolding: 24

  • Sønderborg: 24

  • Aalborg: 20

  • Viborg: 20

  • Slagelse: 18

  • Kilde: Vurderingsstyrelsen

Forkastede ministers forslag

Skatteministeren foreslog en aftale, hvor der kun skulle opkræves manglede skat tre år tilbage i tiden. De boligejere, der skylder skat for 10 år eller mere, ville på den måde få syv års rabat på deres manglende skatteindbetalinger.

Dansk Folkeparti mener dog ikke, at den løsning er rimelig, da de ubetalte skatter for nogle boliger potentielt set strækker sig helt tilbage til årene lige efter årtusindskiftet.

Istedet vil partiet have set nærmere på hver enkelt sag. Det skal ifølge skatteordføreren bruges i vurderingen af, om nogle af boligejerne kan få rabat på gælden, hvis de eksempelvis har forsøgt at råbe skattemyndighederne op om problemet.

- På den ene side kan vi godt forstå, at det er et hårdt slag for de 1.200 boligejere. Men omvendt er der også et hensyn til alle de boligejere, der har betalt deres skat i løbet af årene, siger Dennis Flydtkjær.

Men som skatteordfører har du vel også et medansvar for, at de 1.200 boligejere får vished. Nu risikerer I, at der ikke kommer nogen aftale?

- Jeg ville meget gerne have fundet en løsning i god tid. Skat har vidst det i 10 år. Nu fik vi muligheden kort før et valg til at finde en løsning. Men det var bare så kort tid, så vi ikke kunne finde en løsning, siger han.

Socialdemokratiet er på det punkt helt enige med Dansk Folkepartiet, siger partiets skatteordfører, Jesper Petersen. Han mener, at skatteministeren har siddet på hænderne i sagen i for mange år.

Ifølge Jesper Petersen var Socialdemokratiet ved mødet klar til at lave en aftale, hvor der opkræves skat "tre eller fem år tilbage i tiden".

- Desværre nåede vi ikke frem til en aftale, inden der blev udskrevet folketingsvalg. Det ærgrer mig rigtig meget, siger han.

Men du er skatteordfører for et stort parti. Kunne du ikke bare have taget imod løsningen fra skatteministeren, så de her boligejere havde fået en afklaring, inden politikerne gik til valg?

- Vi har ikke på nogen måde stået i vejen for at lave en aftale. Det er skatteministeren, der er kommet sent i gang med at få skabt en løsning. Han har kendt til sagen siden 2016 uden at orientere Folketinget, siger Jesper Petersen.

Ifølge Radikale Venstres skatteordfører, Andreas Stenberg, ville partiet gerne have lavet en aftale til mødet. Men kløften mellem især regeringen og DF var for stor.

- Jeg havde gerne set, at vi havde fundet et kompromis mellem regeringen, DF og S, så vi kunne få det løst, og folk kunne betale den skat, de skylder, siger han.

Grundskyld kan gøre gælden større

Uden en aftale står de 1.200 boligejere til at skulle starte afbetalingen af 10 års gæld plus tre års renter på den anden side af sommerferien i august og september, oplyser skatteministeren til DR Nyheder.

Tidligere har Berlingske afdækket, at de manglende skatteopkrævninger blandt andet skyldes forkerte registreringer, som knytter sig til det fejlbehæftede vurderingssystem for ejendomme. Fejlene kan gå helt tilbage til 2001 og 2002.

Nogle ejendomme står registreret som ubebyggede grunde, selvom der er huse på grundene. I andre sager har ejendoms- og grundværdien været sat til nul kroner.

Den samlede efterregning kan dog vise sig at blive langt større end 100 millioner kroner.

Vurderingsstyrelsen har oven i de omkring 1.200 ejendomme, som ikke har betalt ejendomsværdiskat til staten, også fundet omkring 950 boliger, som muligvis ikke har betalt boligskat til kommunen - den såkaldte grundskyld.

Sagerne om både ejendomsværdiskat og grundskyld fordeler sig over næsten hele landet, viser tal, som DR Nyheder har søgt aktindsigt i hos Vurderingsstyrelsen.

Her er der flest mulige sager om manglende grundskyld

  • København: 146

  • Frederiksberg: 52

  • Aarhus: 46

  • Randers: 41

  • Aalborg: 33

  • Frederikssund: 31

  • Slagelse: 24

  • Viborg: 23

  • Sønderborg: 22

  • Ringkøbing-Skjern: 21

  • Kilde: Vurderingsstyrelsen

S: Løsning kommer nok efter valget

Styrelsen har imidlertid ikke kunnet opgøre, hvor meget den manglende grundskyld kommer til at løbe op i. Det er også endnu uvist, om kommunerne selv kommer til at opkræve den manglende grundskyld.

Indtil nu har de politiske drøftelser nemlig mest handlet om at finde en mulig løsning på problemet med den manglende ejendomsværdiskat.

- Jeg forestiller mig, at der skal være en saglig, ordentlig og velforberedt drøftelse med kommunerne om grundskylden på den anden side af et folketingsvalg, siger Socialdemokratiets skatteordfører, Jesper Petersen.

Så hvis dit parti får magten efter valget, kan du så garantere, at I magter opgaven med at finde en politisk løsning, så de 1.200 boligejere kan få klarhed?

- Hvad udfaldet bliver, kan jeg ikke love noget om. Sagen ligger desværre og venter til efter et folketingsvalg, og så skal vi - eller hvem end der sidder med ansvaret til den tid - samles og forhåbentlig skabe en bred politisk aftale, siger Jesper Petersen.

DR Nyheder har forsøgt at få en kommentar fra Kommunernes Landsforening (KL). Men kommunerne har ikke ønsket at kommentere sagen, fordi der ifølge KL endnu ikke er kommet en endelig afklaring om grundskylden fra skattemyndighederne.

TIP OS

  • Bor du i en af de fejlramte boliger, hører vi gerne fra dig. Skriv til ahec@dr.dk

Facebook
Twitter