Efter tab af tillid: Afgået 3F-formand stadig i statens bestyrelser

Per Christensen er fjernet fra en række centrale bestyrelser, men sidder fortsat på poster i store statslige selskaber. 

Per Christensen sidder stadig i flere bestyrelser efter sin afgang hos 3F. (Foto: Henning Bagger © Scanpix Denmark)

Per Christensen mistede denne uge en række tunge bestyrelsesposter efter sin afgang som formand for landets største fagforening, 3F.

Per Christensen er blandt andet fratrådt sine poster i Arbejdernes Landsbank og pensionsselskabet Pensiondanmark, som var direkte knyttet formandshvervet.

Men den afgåede formand har indtil videre beholdt flere bestyrelsesposter i en række store statsejede selskaber til et samlet honorar på 566.100 kr. om året.

Det drejer sig om poster som næstformand for Det Kongelige Teater og menigt bestyrelsesmedlem i Sund & Bælt, der står bag Storebæltsbroen, Øresundsbroen og Femernforbindelsen, samt Evida, der driver gasnettet i hele landet.

Disse poster har ingen formel sammenhæng med formandsjobbet i 3F, oplyser fagforeningen til DR Nyheder.

Svækket tillid

Per Christensen gik af som formand tirsdag formiddag i forbindelse med et hovedbestyrelsesmøde. Det skete efter aftale med den øvrige ledelse oven på artikler i dagbladet BT om et årelangt dobbeltliv med omfattende løgne over for flere familier. Per Christensen har selv meddelt på Facebook, at han nu får "professionel hjælp".

I 3F's ledelse mener man, at der med artiklerne var sået så stor tvivl om tilliden til formanden, at han måtte gå af.

- Der er i den seneste tid sået stor tvivl om tilliden til Per Christensen som 3F’s formand. Der skal altid være endda meget stor tillid til personen i spidsen for vores fællesskab, og derfor er både vi og Per Christensen af den opfattelse, at det er bedst for 3F og vores medlemmer, at han nu stopper, lyder det i en pressemeddelelse i forbindelse med afgangen.

Ingen af de statsejede selskaber ønsker at udtale sig om deres syn på tilliden til Per Christensen og indvirken på hans rolle som bestyrelsesmedlem hos dem, men henviser til deres respektive ministerier, Finansministeriet, Transportministeriet og Kulturministeriet.

DR Nyheder har uden held forsøgt at få en kommentar fra de tre ministerier.

Per Christensen er ikke vendt tilbage på DR's henvendelse.