Det vælter ind med gæster hos Tivoli, Zoologisk Have og andre attraktioner i efterårsferien.
Oktober er blevet en populær måned at gå på opdagelse i de danske turistattraktioner. Tal fra Danmarks Statistik viser, at omsætningen hos turistattraktionerne i oktober er mere end fordoblet på bare ti år.
Lars Ramme Nielsen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv, mener, at forklaringen hænger sammen med danskernes prioriteter.
- Flere danskere er begyndt at blive hjemme i efterårsferien. De har også fået flere penge mellem hænderne, og de penge bruges på oplevelser, lyder det fra Lars Ramme i P1-programmet Følg Pengene.
Tallene fra Danmarks Statistik viser, at oktober blandt andet har overhalet april og september, når turistattraktionerne skal gøre regnskabet op efter hver måned.
Konkurrencen spidser til
Det er særligt hos forlystelsesparkerne, at det klirrer i kasseapparaterne, mens danskerne er gået på efterårsferie.
På bare fem år er indtægterne hos forlystelsesparker steget med 93 millioner kroner. Det svarer til en stigning på 48 procent:
- Meget tyder på, at vi er blevet mere oplevelsessultne, siger Lars Ramme Nielsen.
Også Københavns Zoo oplever, at gæsterne strømmer ind. Ikke bare om sommeren, men hele året rundt og særligt i oktober:
- Vi har gjort Zoologisk Have til en helårsforretning, som har fokus på at skabe nye opdagelser og ikke kun oplevelser, siger direktøren for Københavns Zoo, Jørgen Nielsen.
Det er særligt de to nye pandaer i Københavns Zoo, som giver gæster i parken.
- Vi har fået tilført op mod 20 millioner kroner på baggrund af pandaerne, siger han.
Danske museer halter bagud
Men mens forlystelsesparkerne skovler penge ind i efterårsferien, sakker museerne bagud.
Kun et enkelt museum er at finde på listen over de ti mest besøgte attraktioner, nemlig Louisiana.
- Samlet set er museer udfordret i forhold til den konkurrence, der hersker i dag, siger Lars Ramme Nielsen fra Dansk Erhverv.
De 10 mest besøgte attraktioner i Danmark i 2018:
- 1
Tivoli (4.854.000 besøgende)
- 2
Dyrehavsbakken (2.400.000 besøgende)
- 3
Legoland (1.700.000 besøgende)
- 4
Zoologisk Have i København (1.219.000 besøgende)
- 5
Botanisk Have i København (822.000 besøgende)
- 6
Djurs Sommerland (818.000 besøgende)
- 7
Louisiana (756.000 besøgende)
- 8
Rundetårn (700.000 besøgende)
- 9
Aquadome – Lalandia Billund (682.000 besøgende)
- 10
Tivoli Friheden (606.000 besøgende)
- •
Kilde: Visitdenmark.
Hans vurderering er, at museerne ikke har været gode nok til at skabe events uden for sæsonerne. Og derfor har gæsterne holdt sig væk.
Grønne attraktioner vinder fremtidens konkurrence
For fremtiden bliver det ikke mindst attraktioner, som evner at sætte klimaet på dagsorden, der vil tiltrække gæster.
Sådan lyder vurderingen fra Lars Ramme Nielsen. Han henviser til, at danskerne har fået stor interesse for klimaet og derfor vil efterspørge attraktioner, som også gør gæsterne klogere på klimaforanderingerne.
- Nogle af de steder, som vil få mest vækst i fremtiden, er dem, som evner at fange den klimainteresserede del af befolkningen, vurderer han.