Ejendomsmæglere: Bankerne bremser boligmarkedet

Det er forår. Også på boligmarkedet, hvor flere købere nu viser deres interesse. Men det går stadig trægt med handlen, fordi bankerne sidder tungt på pengekassen.

Trods stigende interesse fra potentielle boligkøbere, så står boligmarkedet forstat næsten helt stille. Bankerne er stopklodsen, lyder det fra ejendomsmæglerne. (Foto: Sundstrom © stock.xchng)

Solen skinner, og det er højsæson på boligmarkedet. Antallet af boligfremvisninger er eksempelvis steget med over 25 procent siden nytår hos ejendomsmæglerkæden Realmæglerne.

Alligevel går det trægt med selve handlen. Det fortæller direktør Niels Brandt fra Realmæglerne:

- En rundspørge blandt vores medlemmer viser, at bankerne agerer stopklods. Det overrasker os, for boligpriserne er faldet ganske meget, ligesom renten også er faldet kraftig i den seneste tid. Samtidig har vi fået skattelettelser, og der er yderligere lettelser på vej, siger Niels Brandt til Radioavisen.

Boligpriserne fortsat for høje

Hos bankernes brancheorganisation Finansrådet erkender direktør Jørgen Horwitz, at det er blevet sværere at få et banklån. Han siger, at boligpriserne skal endnu længere ned før bankerne for alvor tør stole på, at de får deres penge igen.

- Det er klart, at når økonomien i den vestlige verden bliver forværret, så bliver kreditvilkårene strammet op. Men bankerne har ingen interesse i at boligmarkedet går helt i stå. Jeg tror, at hvis prisen på boligen er den rigtige, og køberen forventes at kunne betale lånet tilbage, så kan man selvfølgelig også låne pengene, siger Jørgen Horwitz.

Bankernes prøver at rette op på indlånsunderskuddet

Men bankernes manglende udlånslyst skyldes ikke kun boligpriserne. Der er også en anden væsentlig årsag, mener direktør Niels Brandt fra Realmæglerne.

- Vores opfattelse er mere, at bankerne skal have gearet deres balancer ned, som er blevet voldsomt store i de senere år. Deres udlån er simpelthen blevet meget større end deres indlån, og det forsøger de at rette op på, siger Niels Brandt.

Facebook
Twitter