Ejendomsmæglere om udskydelse: Nu får vi sværere ved at rådgive vores kunder

Tidligst i 2020 kan boligejerne vide sig sikre på deres økonomi. Det vil lægge en dæmper på markedet, lyder det fra Dansk Ejendomsmæglerforening.

Udskydelsen af de offentlige ejendomsvurderinger skaber usikkerhed på boligmarkedet, lyder det fra Dansk Ejendomsmæglerforening. (Foto: Claus bech © Scanpix)

Regeringens udskydelse af de nye offentlige ejendomsvurderinger skaber en masse utryghed. Både hos de nuværende og de kommende boligejere.

Sådan lyder reaktionen fra direktør for Danske Ejendomsmæglerforening Ole Hækkerup, der ærgrer sig over, at de nye ejendomsvurderinger ikke som ventet lander til næste år - men først i løbet af 2020.

- Vi havde jo regnet med, at vi ville have de nye vurderinger lige om et øjeblik, så man ville have haft et ordentlig grundlag for at vurdere, hvad beskatningen bliver i fremtiden. Men nu går der et helt år. Og det vil sætte sig som usikkerhed i boligmarkedet, siger han.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har her til eftermiddag oplyst, at de nye ejendomsvurderinger først bliver sendt ud til boligejerne i 2020.

Boligejere og -købere må vente endnu en gang

Udskydelsen skyldes, at det nye system til at vurdere fast ejendom endnu ikke er så køreklart, at regeringen tør sætte det i gang som planlagt til næste år. Det er anden gang, de nye ejendomsvurderinger bliver udskudt.

For Dansk Ejendomsmæglerforening, der repræsenterer 95 procent af boligmarkedet, betyder usikkerheden, at mæglerne vil få sværere ved at rådgive kunderne.

- Folk bliver nødt til at tage højde for den usikkerhed, der kommer, når man udskyder vurderingerne. Og der er det klart, at som mæglerne er det bedst for os, jo mere vi sikkert kan fortælle dem, hvordan deres økonomi vil blive i fremtiden.

Min første tanke var, at bare det så holder den her gang. Og at det, der kommer så til gengæld er rigtigt og virker med det samme, siger Ole Hækkerup.

Udskydelse koster statskassen 700 millioner kroner

For nogle boligejere vil udskydelsen betyde, at de i et år ekstra slipper for at betale en højere grundskyld og ejendomsskat.

Andre boligejere igen må vente på at få den boligskat tilbage, som de har betalt for meget, fordi de offentlige ejendomsvurderinger ikke har været retvisende.

Ifølge DR Nyheders oplysninger koster de to udskydelser statskassen 700 millioner kroner årligt i varigt tab. Med andre ord får boligejerne en årlig skattelettelse for 700 millioner kroner.

- Man tænke, at det er da godt for boligejerne og dem, der skal ud at købe bolig. Problemet er, at det er vurderingerne, der skal lægges til grund for beskatningen i fremtiden. Og når man ikke kan sige noget sikkert om det, så er det klart, at folk er nødt til at tage højde for det, siger Ole Hækkerup.

De nye vurderinger skal være klar, inden nye regler for boligskat træder i kraft i 2021.

Opdatering: Artiklen er opdateret med oplysningen om, at skatteministeren har bekræftet at vurderingerne udskydes.