Ejere af op mod 94.000 boliger er blevet snydt for vigtig info om deres spritnye ejendomsvurdering

Skattevæsenet vil ikke hjælpe, selvom it-fejl er skyld i, at boligejer har misset vigtig deadline.

Når Vurderingsstyrelsen har lagt sidste hånd på din nye ejendomsvurdering, klapper fælden i forhold til at komme med input til vurderingen. (© Kasper Palsnov/Scanpix - Illustration: Morten Fogde Christensen DR Nyheder)

Titusindvis af spritnye ejendomsvurderinger er i de seneste måneder blevet sprøjtet ud til landets boligejere.

Og er du én af dem, der om lidt får allerførste pip i din e-boks om, at din nye ejendomsvurdering er på vej, så skal du være vaks, hvis du vil nå at have ændret noget.

Du har nemlig kun fire uger til at rette i vurderingen.

Men der har ikke stået et ord om den skarpe bagkant i de beskeder, som er sendt til ejere, der har fået en ny vurdering af deres bolig.

Det har Michael Andreasen oplevet.

På grund af en simpel fejl med et dødt link har sagen om hans mors ejendomsvurdering nu overskredet en tidsfrist og kan ikke laves om. Familien er nødt til at betale 1.100 kroner for at klage, mener skattevæsnet.

- Det er som at få en våd vaskeklud i hovedet. Det er ufatteligt og ikke korrekt. Og jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger Michael Andreasen.

Det var denne besked fra Vurderingsstyrelsen, som Michael Andreasen fandt i sin mors e-boks. Men linket virkede ikke.

Flere har fået dårligt link

Det er Vurderingsstyrelsen under Skatteministeriet, som står bag udsendelserne af de nye ejendomsvurderinger.

Efter bøvl med de gamle ejendomsvurderinger har det taget næsten ti år, men nu er de første, nøje udvalgte enfamilieshuse blevet vurderet i det nye system.

Her kan du se de vurderinger, som skattevæsnet indtil nu har givet indsigt i.

Til at starte med sendte man alle oplysninger direkte i e-boks. Men i foråret gik Vurderingsstyrelsen over til en ren digital løsning, så ejere af omkring 94.000 boliger kun har fået et link og en kort besked, hvor der ikke står noget om tidsfristen på fire uger.

Det er her, fejlen med dårlige links er opstået. Og det er ikke kun Michael Andreasen og hans mor, der har haft problemet.

I en mail har Vurderingsstyrelsen bekræftet, at man er klar over, at der kan være problemer med at åbne links i e-boks.

Tip os:

  • Har du oplevet døde links? Eller har du ikke været klar over, at du havde en frist? Skriv til vurdering@dr.dk

Alligevel har styrelsen flere gange afvist at genstarte familiens sag, selvom det er skattevæsnets egen fejl, der nu er skyld i, at Michael Andreasen ikke har andre muligheder tilbage end at klage over sin mors nye ejendomsvurdering.

- Det er skandaløst. Når jeg taler med venner og bekendte, som arbejder med jura, siger de, det ikke kan være rigtigt, siger Michael Andreasen.

Michael Andreasen har både ringet og skrevet om sit problem til Vurderingsstyrelsen. I en mail har styrelsen bekræftet, at man er klar over, at der kan være problemer med at åbne links i e-boks. Svaret fik han, efter at fristen på de fire uger var overskredet.

Link kan ikke åbnes

For at forstå, hvordan det kunne gå så galt, skal vi tilbage til før sommerferien.

1. juni i år lander der en kortfattet besked i e-boks med et tilbud om at se de data, som hans mors nye ejendomsvurdering vil blive bygget på. En såkaldt deklaration.

Michael Andreasen hjælper indimellem sin mor med at læse post fra det offentlige, og han kan se, at den korte besked er fra Vurderingsstyrelsen, som har sendt dem noget, der ligner et link.

Selvom Michael Andreasen trykker flere gange på boksen i beskeden, sker der ikke noget.

Men under boksen står der, at hans mor vil høre mere, når hendes nye ejendomsvurdering er klar. Det gør Michael Andreasen lidt forvirret over, hvad det så er, Vurderingsstyrelsen har sendt.

I beskeden står der ikke noget om, at familien kun har fire uger til at reagere, eller hvad de skal gøre for at se oplysningerne andre steder.

- Jeg bliver i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er et link. Der står ikke anden info i beskeden, end at man vil høre mere, når der er nyt om ejendommen. Så jeg går ud fra, at det betyder, at der vil komme en ny besked fra Vurderingsstyrelsen, siger Michael Andreasen.

Fire uger senere er det for sent

Og ganske rigtigt er der 6. juli igen post i e-boksen fra Vurderingsstyrelsen. Denne gang er det så den endelige ejendomsvurdering.

Michael Andreasen trykker på linket i den nye besked, og her bliver han sendt videre til vurderingsportalen.dk, hvor han kan nærlæse den nye vurdering.

Men med det samme ser han, at noget er galt med vurderingen. Flere juridiske dokumenter, som i det gamle ejendomsvurderingssystem var knyttet til hans mors grund, er ikke regnet med i den nye vurdering.

Michael Andreasen ved, at hans mor har nogle tinglyste dokumenter, som viser, at hendes grund har ulemper. Dokumenterne gav hende en rabat i det gamle vurderingssystem.

Dokumenterne findes i tinglysningsregistret, men skattevæsnet har ikke taget dem med over i den nye vurdering.

Det må være en fejl, tænker Michael Andreasen. Men da han vil sætte dokumenterne ind på sagen, får han at vide, at det kan han ikke.

Tidsfristen for at komme med nye oplysninger kvit og frit er overskredet, lyder den afvisende besked, da han kontakter Vurderingsstyrelsen.

Det link, som Michael Andreasen stadig ikke kan få til at virke, var faktisk familiens eneste mulighed for gratis at råbe op om manglerne gennem den såkaldte deklarationsperiode.

Men det skulle familien have gjort, senest fire uger efter at de modtog beskeden med det dårlige link, der ville have givet adgang til den platform, hvor man som boligejer kan rette fejl og mangler.

Når Vurderingsstyrelsen har lagt sidste hånd på din nye vurdering, klapper fælden i forhold til at komme med input til vurderingen, lyder det fra styrelsen.

Vil ikke rette fejl

Svaret får næsten Michael Andreasen til at falde ned af stolen.

- Selvom der er graverende fejl i grundværdien, så siger de, at der ikke er noget at gøre, fordi jeg ikke har gjort indsigelse over deklarationen.

- Men jeg har jo ikke vidst, at der var en tidsfrist på deklarationen, fordi linket ikke har virket, siger Michael Andreasen.

Hvad betyder det for den nye vurdering?

- Hvis jeg regner det ud, så er grundværdien 26 procent højere, end den burde være. Og man betaler jo skat ud fra grundværdien. Så det er et stort beløb, siger Michael Andreasen.

Burde du ikke have kontaktet styrelsen, da du opdagede, at linket ikke virkede?

- Vurderingsstyrelsen siger til mig, at jeg kunne have ringet til dem. Men som jeg også siger til dem, så er jeg jo ikke klar over, at jeg får en mail, hvor jeg skal svare på noget med en tidsfrist. For det fremgår ikke af beskeden i e-boks. Der står bare, at det er info fra Vurderingsstyrelsen.

Klage er nu fire gange sværere

Men det er langt fra det eneste svar, der giver Michael Andreasen panderynker, mens han taler med Vurderingsstyrelsen.

- De siger også, at det er rigtigt nok, at andre har fået beskeder i e-boks med links, der ikke virker. Men det ændrer ikke på, at tidsfristen er udløbet, og at de ikke vil hjælpe mig. Jeg må klage over den endelige vurdering, når jeg får en besked om, at jeg kan klage, siger de. Så det venter jeg lige nu på, siger Michael Andreasen.

Problemet ved at klage over de nye vurderinger er bare, at man som boligejer skal finde ret store fejl og mangler i vurderingen, for at Vurderingsstyrelsen overhovedet vil tage imod klagen.

Derudover skal man betale et klagegebyr, der ved overgangen til det nye vurderingssystem er blevet hævet fra 500 til 1.100 kroner.

I perioden på fire uger, som Michael Andreasen netop har misset, er det omvendt helt gratis at komme med nye oplysninger og rettelser, og det er også meget nemmere at få styrelsen til at tage sagen op.

I løbet af de fire uger skal man kun bevise, at styrelsens vurdering er mindst fem procent forkert, mens kravet i den efterfølgende klageproces er 20 procent af vurderingen.

Men fordi det nye ejendomsvurderingssystem er helt ukendt for de fleste, var beskeden med det dårlige link ikke noget, der fik Michael Andreasens alarmknapper til at blinke.

Han frygter nu, at mange andre boligejere slet ikke er klar over, hvad de faktisk kan bruge beskeden og linket til.

- Informationen er lig med nul. Og der er jo ikke noget historik her, der fortæller mig, hvad man plejer at gøre. Der er ikke noget, der hedder 'plejer' med de her nye vurderinger.

Hvorfor tror du, at Vurderingsstyrelsen ikke vil hjælpe dig?

- Det, tror jeg, som sådan også gerne de vil. Men de siger, at det er en politisk beslutning, at nu skal de her vurderinger ekspederes. Og 'du kan klage senere'.

- Jeg vil egentlig bare gerne have min deklaration genåbnet og en ny 30-dagesfrist, så jeg kan sætte mine rettelser ind, siger Michael Andreasen.

Styrelse: Vi ændrer teksten - ikke afgørelsen

Det gamle ejendomsvurderingssystem har været fyldt med fejl, og derfor har det siden 2013 været sat ud af drift.

Imens har udviklingen af et nyt system givet hovedpine de sidste mange år. Systemet er gang på gang blevet ramt af forsinkelser og højere omkostninger.

Det nye system skulle gerne rette op på de mange fejl - ikke skabe nye. Derfor er kontorchef i Vurderingsstyrelsen Lone Holm Mikkelsen ærgerlig over sagen.

For at undgå mere forvirring og missede frister planlægger Vurderingsstyrelsen at ændre i teksten i de beskeder, som boligejere i fremtiden vil blive mødt med i e-boks, fortæller hun.

Styrelsen har nu tilføjet, at du som boligejer også kan logge ind via vurderingsportalen.dk, men man har endnu ikke skrevet information om fristen på fire uger ind i beskederne.

- I de næste deklarationsmeddelelser, der kommer ud til boligejerne, vil det fremgå, at de skal være opmærksomme på, at de har en frist, siger hun.

I forhold til det konkrete problem med døde links har Vurderingsstyrelsen hørt fra flere frustrerede boligejere. Men styrelsen ved ikke, hvor mange der har oplevet problemet, siger Lone Holm Mikkelsen.

- Vi har ikke noget eksakt tal. Men det er rigtigt ærgerligt, hvis der er nogen, der har haft den oplevelse. Og vi har ikke tal, men vi har haft på fornemmelsen, at der er en del, der har haft udfordringer med det.

Styrelsen har nu tilføjet, at du som boligejer også kan logge ind via vurderingsportalen.dk, men man har endnu ikke skrevet information om fristen på fire uger ind i beskederne. (© Vurderingsstyrelsen)

Men siger du, at I ikke har overblik over, hvor mange fejl der er i det her system?

- Jeg ved ikke, om det er en fejl, eller hvor mange fejl, der er i systemet. Men det, jeg kan sige, er, at vi jo ikke ved, hvor mange links der ikke virker. Men de, der har henvendt sig, har vi kunnet hjælpe, og vi har så lært af det, i forhold til at det bliver nem adgang for borgerne.

Michael Andreasen har flere gange forsøgt at få genstartet sin mors sag, men han får at vide, at han må klage. Hvad er logikken i det?

- Forløbet er sådan, at vi har fire uger til en deklarationsfase, fordi der sidder nogle i den anden ende, som gerne vil have deres vurdering. Når de fire uger er gået, sender vi en vurderingsmeddelelse. Derefter er det videre forløb, at hvis man synes, man har oplysninger, som man gerne ville have taget hensyn til, så kan vi se på det, hvis man klager.

Men det kan være svært at forstå, at fordi I har lavet en fejl, så er det hans problem?

- Det er superærgerligt, når han ikke har nået at reagere inden for indsigelsesfristen. Det, vi kan gøre for ham nu, er, at vi kan give noget klagevejledning og hjælpe ham med at få lavet klagen.

Hvem har ansvaret for, at det ikke virker?

- Det er superærgerligt, at han ikke har kunnet komme ind her. Mange har heldigvis kontaktet os. Om det er vores eller deres ansvar, det ved vi ikke i de konkrete situationer.

På jeres hjemmeside skriver I, at der også har været andre driftsforstyrrelser i det nye system. Hvad har I gjort for at få fat i dem, det kan være gået ud over?

- Der har været andre udfald, som der vil være, når man sætter et nyt system i luften for allerførste gang i mange år. Dér har vi skrevet til dem, fordi vi har vidst, hvem det drejer sig om, siger kontorchef i Vurderingsstyrelsen Lone Holm Mikkelsen.