Eks-forvaltningschef skal løse strid om lærernes arbejdstid

Per B. Christensen bliver formand for den kommission, der skal forsøge at komme med en løsning for lærernes arbejdstid.

Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo Christensen, under OK18- forhandlingerne, der varede i flere måneder. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

I flere måneder har lærernes arbejdstid været den helt store knast i overenskomstforhandlingerne, og da en aftale på det kommunale område landede, besluttede Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening, at der skulle nedsættes en kommission for at løse striden.

Det bliver den 61-årige Per B. Christensen, der skal stå i spidsen for den kommission, som skal granske lærernes arbejdstid.

Det oplyser Kommunernes Landsforening i en pressemeddelelse.

Per B. Christensen er uddannet lærer og har mangeårig erfaring fra børne- og skoleverdenen. Han er fortrøstningsfuld i forhold til det kommende arbejde.

- Jeg ved godt, at jeg begiver mig ind på en arena, hvor der har været mange højlydte meningsudvekslinger mellem lærernes organisationer og KL. Men efter at have holdt møde med Anders Bondo Christensen og Jacob Bundsgaard er jeg overbevist om, at begge parter har forpligtet sig til at samarbejde om en ny start for folkeskolen, og det giver mange perspektiver for det arbejde, jeg nu skal i gang med, siger han i pressemeddelelsen.

Både Kommunernes Landsforenings formand Jacob Bundsgaard og formand for Lærernes Centralorganisation (LC) Anders Bondo Christensen er tilfredse med, at det bliver Per B. Christensen, der skal lede kommissionen.

- Per B. Christensen er et menneske, som brænder for folkeskolen og har indgående kendskab til lærerfaget - og KL og vi var helt enige om, at han er den rette til at udarbejde et solidt og konstruktivt afsæt for en ny forhandling om lærernes arbejdstid, siger Anders Bondo i pressemeddelelsen.

Per B. Christensen bliver præsenteret på et pressemøde senere i dag.

Kommission skal komme med anbefalinger

Kommissionen blev nedsat under overenskomstforhandlingerne i april, fordi det ikke lykkedes at forhandle en ny arbejdstidsaftale for lærerne hjem.

Ifølge aftaleteksten som er forfattet i Forligsinstitutionen den 27. april, får den nye kommission blandt andet til opgave at fremlægge anbefalinger og forslag til løsninger, der kan ”skabe størst mulig kvalitet i undervisning, understøtte et godt arbejdsmiljø og styrke den professionelle kapital.”

Kommissionens anbefalinger skal indgå i forhandlingerne om nye arbejdstidsaftaler for lærerne frem mod overenskomstforhandlinger om tre år, i 2021.

Dog begynder kommissionens arbejde først for alvor, når urafstemningen blandt lærerne er slut - og hvis det bliver et ja til forliget.

Lærernes arbejdstid har været et stridspunkt mellem kommuner og lærerne, siden den blev bestemt ved lov i 2013.