Ekspert: Du skal betale skat ved deleøkonomi

Deleøkonomi, hvor private tilbyder forskellige services, bliver brugt af flere og flere danskere. Men husker du skatten?

Du kommer ikke udenom Skat, når du tjener penge på såkaldt deleøkonomi. (© Colourbox)

Del bil eller lejlighed og tjen penge på det.

Netsider som Airbnb.dk og Minbildinbil.dk, hvor privatpersoner tjener lidt ekstra på at udleje deres hjem eller bil, vinder indpas hos flere og flere danskere.

Men mange glemmer måske, at der skal betales skat af selv små beløb, som indkasseres via de nye muligheder for deleøkonomi på nettet.

- I udgangspunktet er der ikke forskel på, om det er en privat eller en erhvervsdrivende, der leverer servicen eller arbejdsindsatsen. Derfor skal du betale skat, siger Bent Greve, der er professor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet.

Huskereglen er ifølge professoren, at så snart du tjener penge på deleøkonomien, så skal de indberettes til Skat.

Særregler ved boligudlejning

Benytter du Airbnb.dk til at åbne dit hjem for turister, er det dog ikke altid, at du skal hoste op med penge til skattemyndighederne.

Der eksisterer nemlig et såkaldt bundfradrag, som er et skattefrit fradrag.

- Indtægten kan komme ind under bundfradraget. Så er det ikke en skattepligtig indkomst, men det skal alligevel indberettes til Skat, forklarer Bent Greve.

Der er forskellige regler for bundfradraget alt efter om, det er din fritidsbolig eller din faste bolig, som du lejer ud.

Gælder også ved bytte

Ifølge Bent Greve skal det i princippet også opgives til Skat, når du blot bytter lejlighed med for eksempel en familie i Rom og altså ikke får kontanter i hånden.

- Hver gang du opnår en gevinst, skal det indberettes til Skat. Og når du bytter din lejlighed med en anden lejlighed, sparer du penge, siger Bent Greve.

Han mener, at visse områder af deleøkonomien, skaber en undergrundsøkonomi, som skader vores velfærdsamfund, fordi der ikke altid bliver betalt den skat, der er lovpligtig.

- Ved deleøkonomi omdanner man skattepligtige indkomster til bytte, og det gør det sværere at finansiere et velfærdssamfund.

Firmaer bør indberette

I dag skal du selv opgive din ekstra indkomst på din selvangivelse til Skat. Det giver det offentlige en forholdsvis stor kontrolopgave.

Men for at komme eventuel snyd eller glemsel til livs, mener professoren, at myndighederne bør indføre en målrettet lovgivning, som forpligter virksomheder bag de nye netsider at indberette til Skat.

- Man kunne stille krav om pligt til indberettelse af, hvem der lejer ud, hvis du ejer et website, der systematisk tilbyder den her type ydelser, foreslår Bent Greve.

Tror ikke på USA-tendenser

Selvom det er svært at forudsige, så vurderer professoren dog, at der endnu er lang vej før, at deleøkonomi bliver ligeså udbredt herhjemme, som det allerede nu er i USA.

- Det lyder umiddelbart meget positivt, og det appellerer helt sikkert til nogen. Men når det rent praktisk skal hænge sammen i hverdagen, så tror jeg ikke, at det bliver så stort i Danmark, siger Bent Greve.

Det er nemlig tidskrævende at finde det rigtige match og så er der stadig en vis usikkerhed forbundet med det.

De moderne teknologier i form af de nye internetsider har dog gjort det lettere, at få det hele til at gå op i en højere enhed, vurderer Bent Greve.

Facebook
Twitter