Ekspert: Hvis du hele tiden skal låne, lever du over evne

Du har en usund økonomi, hvis du hele tiden skal optage lån. Det siger forbrugerøkonom i Nordea.

Vi skal være mere kritiske over for de lån, som vi tager. Det mener ekspert. (© DR)

- Det lyder banalt. Men der er kun én, der kan varetage din økonomi, og det er dig selv.

Det siger forbrugerøkonom i Nordea Bank Danmark Ann Lehman Erichsen.

Hun fortæller, at 385.000 danskere har et betændt forhold til deres økonomi, hvor de lever med overtræk, og ikke kan holde deres gæld nede.

- Hvis man har en økonomi, hvor man hele tiden skal låne, så lever man over evne. Og så skal man skære ned på sit forbrug, siger hun.

Ifølge Konkurrence- og Fobrugerstyrelsen er der kommet 10 gange flere kviklånere de seneste fem år. Antallet er nu oppe på 75.000, og de har lånt for 430 millioner kroner.

Hvis du bliver nødt til at tage et kviklån

En del ender altså i en situation, hvor de selv føler, at de akut skal bruge 10.000 kroner, og derfor bliver nødt til at tage et kviklån. Her er den bedste ven, ifølge forbrugerøkonomen, det, der hedder årlige omkostninger i procent (ÅOP).

- Det fortæller, hvor dyrt det reelt er at tage lånet. Det er tallet, hvor alle udgifter, såsom gebyrer og renter, er indregnet, siger Ann Lehman Erichsen.

Når man surfer rundt på prisportaler for at finde det billigste kviklån, skal man derfor lede efter det lån med den laveste ÅOP, forklarer hun.

Mere kritiske forbrugere

Men man burde slet ikke nå derud, hvor man har brug for at tage et kviklån, mener Ann Lehman Erichsen. Hun efterlyser flere og mere kritiske forbrugere.

- Den kritiske forbruger er gået af mode. Hver gang, man køber noget, skal man kigge på alternative steder at købe det billigere, siger hun.

Hun har en klar besked til de, der overvejer at tage et kviklån:

- Hvis man har brug for et kviklån, har man nok ikke råd til at låne penge overhovedet. Så har man bare brug for at tænke sig om.