Ekspert: Låne-forslag fra Jyske Bank kan føre til skattesvig

Hvis man ikke opkræver den rente, man oplyser til skattevæsenet, at man er fradragsberettiget til, er der tale om skattesvig, siger ekspert.

Det kan føre til skattesvig at modtage et rentefradrag, man ikke er er berettiget til, siger ekspert om risikoen ved låne-forslag fra Jyske Bank. (Foto: Torben Christensen © Scanpix)

Formuerådgiveren i Jyske Bank foreslår DR's journalist, der optræder under dække af at være forretningsmand, at han skal låne ti millioner til sine sønner, der derved kan opnå et rentefradrag.

Men der skal også opkræves den rente af lånet, som man opgiver til skattevæsenet, ellers er der tale om skattesvig, siger skatteadvokat og tidligere kontorchef i Skat Michael Bjørn Hansen i tredje afsnit af DR Dokumentaren I Skattely, som sendes mandag aften.

Rådgiveren foreslår forretningsmanden, at han skal låne sine sønner ti millioner kroner, og på papiret skal han forlange ti procent i rente.

Det vil sige, at børnene skal oplyse til skat, at de skal betale en million kroner i rente, og så skal Skat ifølge reglerne give børnene et rentefradrag på 32 procent, 320.000 kroner.

Men rådgiveren foreslår samtidig, at renterne ordnes familien imellem.

- De har et rentefradrag, som de aldrig har haft før, og du måske så på en anden måde betaler de renter, det er jo bare mellem jer. Men rent papirmæssigt så skal skattevæsenet ligesom se: jamen fint, renter, farmand, 320.000 kroner, siger seniorformuerådgiver Henrik Löwe på de skjulte optagelser.

Får pengene betalt af statskassen

Resultatet er, at familien har fået 320.000 kroner betalt af den danske statskasse.

- Når du ser på jeres kasse samlet, så er jeres formue steget med 320.000 kroner, fordi det er skattevæsenet, der har betalt dem, siger rådgiveren.

Men med den rådgivning risikerer banken altså at medvirke til skattesvig, siger skatteadvokat Michael Bjørn Hansen.

- Hvis det er sådan, at man laver en lånekonstruktion, og man så lader pengene gå over fra kreditor til debitor, og man så derefter ikke kræver nogen rente, men påstår, at man kræver en rente, så er der tale om fiktive renter, siger han.

- Og hvis renterne er fiktive, så er der ikke nogen fradragsret. Det vil sige, at hvis man med urette får en fradragsret, så er det en slags skattesvig. Og dem, der sætter det i system, de medvirker så til skatteunddragelse, siger Michael Bjørn Hansen.

Politikchef Lars Koch fra græsrodsorganisationen Ibis, der i en årrække har arbejdet med skattely, er forarget:

- Jeg synes, at det udstiller Jyske Banks moral i denne her sag, og hvor langt de er rede til at gå for at lege inden for det, de kalder lovens rammer, siger han.

Jyske Bank afviser fiktive renter

Jyske Bank afviser, at de på nogen måde har foretaget sig noget ulovligt, og at de tværtimod netop har prøvet at rådgive om lovlige løsninger, selv om kunden faktisk efterspurgte det modsatte.

Redaktionen bag programmet afviser at have efterspurgt ulovlige løsninger i Jyske Bank.

- Rådgiveren kommer med et forslag, hvis hensigt er at udnytte skattereglerne på en måde, så skattevæsenet forøger familiens formue med 320.000 kroner. Hvilken juridisk bedømmelse, man skal sætte på det, må man lade andre om, siger DR's dokumentarchef, Steen Jensen med henvisning til eksperternes udtalelser i dokumentaren.

Banken afviser dog, at der er tale om fiktive renter.

- Vi oplever mange gange, det er ikke kun i udlandet, men også i Danmark, at forældre gerne vil hjælpe deres børn med at købe ejendom, overtage et sommerhus eller hvad det måtte være. Men der foregår jo en underliggende transaktion. Der skal jo være en eller anden pengeoverførsel, man kan ikke bare lave et fiktivt lån, det vil aldrig nogensinde blive godkendt af skattevæsenet, siger Jens Lauritzen, chef for udenlandske private banking-kunder i Jyske Bank.

- Jeg hører godt, at der er snak i udsendelsen om, at det er fiktive renter. Det er slet ikke det, der er tale om her, siger han.

Tredje afsnit af dokumentaren I Skattely vises på DR1 i aften kl. 20.40.

Facebook
Twitter