Ekspert: Landets pensionskunder vinder på Danica-opkøb

Danica Pension får tilført 200.000 nye kunder med milliardopkøbet af svenske SEB Pension.

Danica Pension er en en del af Danske Bank-koncernen. Med overtagelsen af SEB Pension vil Danica Pension omfatte omkring 800.000 pensionskunder. (Foto: Betina Garcia © Scanpix)

Med opkøbet af det svenske pensionsselskab SEB Pension for 6,5 milliarder kroner bliver Danica Pension nogenlunde jævnbyrdig med PFA Pension, der indtil i dag var landets klart største pensionsselskab.

Danica Pension overtager 200.000 kunder fra SEB Pension og ender dermed med at samle omkring 800.000 kunder. Det vil på sigt give kontante besparelser for kunderne, vurderer pensionsrådgiver Jørgen Svendsen fra rådgivningsvirksomheden AFPR.

- Der er meget store synergieffekter mellem de to selskaber, der har stort set identiske kundeporteføljer. Samlet behøver man kun ét it-system og én direktion. Det giver nogle besparelser, så de kan sælge pensionsprodukterne billigere til kunderne, siger han til DR Nyheder.

Jørgen Svendsen vurderer, at den typiske pensionskunde hos Danica Pension kan opnå besparelser i administrationsomkostninger på op til 20 procent om året efter opkøbet af SEB Pension - der udspringer af den svenske Bank SEB's opkøb af Codan Pension i 2005.

- En fingerregel kunne sagtens være, at man kunne optimere afkast og administration, så en gennemsnitskunde kan tjene et par tusinde kroner om året på fusionen. Nu kan produkterne sælges billigere og mere effektivt til kunderne. Det er det store mål for ethvert pensionsselskab i dag.

Opkøb skærper konkurrencen

Med overtagelsen af SEB Pension når Danica Pension op på 31 milliarder kroner i pensionsindbetalinger om året og forvalter pensionsmidler for mellem 400 og 500 milliarder kroner.

Da PFA Pensions portefølje er nogenlunde lige så stor vil det ifølge Jørgen Svendsen blive afgjort på et "mulehår," om Danica Pension eller PFA Pension fremover kan regne sig for landets største pensionsselskab.

Hvis man tager Danica Pensions andele af pensionsmarkederne i Norge og Sverige med, bliver selskabet dog klart landets største. Alt sammen under forudsætning af, at konkurrencemyndighederne blåstempler fusionen. Det er en afgørelse, der ventes at falde plads kort tid efter nytår.

Med Danica Pensions opkøb fortsætter konsolideringsbølgen i den danske pensionsbranche, hvor flere mindre selskaber som Top Pension og Skandia Pension kan være de næste i rækken til at blive opkøbt af de største selskaber.

- Der er nogle af de tilbageværende små selskaber, som ikke har volumen nok til at klare sig i konkurrencen med de store. Og der tror jeg, vi vil se, at flere af dem, der har været svære at sælge efter den økonomiske krise, vil blive opkøbt, siger Jørgen Svendsen.

Han vurderer, at der er en "rå og fin" konkurrence mellem selskaberne på det danske pensionsmarked, hvor der udover de store selskaber også findes en underskov af pensionskasser. Både stordriftsfordele og en stigende automatisering i den finansielle sektor vil være til gavn for kunderne på sigt.

- Der er stadig så mange selskaber i Danmark, at det giver god mening af slå nogle af dem sammen. Det er på tide, at vi ser flere fusioner, så kunderne kan få nogle billigere og bedre pensionsaftaler, siger Jørgen Svendsen.

Dagens store nyhed på pensionsmarkedet blev offentliggjort i fondsbørsmeddelelse fra den svenske storbank SEB her til morgen.

Facebook
Twitter