Ekspert om ny priskrig på flybilletter: Billigere billetter og større usikkerhed

Lavprisselskabernes storindkøb af fly vil intensivere priskrigen i Europa. Det betyder billigere billetter. Og større usikkerhed for de faste flyruter.

Det irske flyselskab Ryanair køber stort ind af fly de næste år og planlægger baser flere nye steder i Europa. Det presser priserne på flybilletter nok engang. (Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT © Scanpix)

Europas tre største lavprisselskaber, Ryanair, Easyjet og Norwegian, vil over de næste tre år opruste gevaldigt med indkøb af samlet 213 fly.

Dermed skrues der gevaldigt på prisskruen. En ny priskrig er på vej.

- Der bliver en vældig stor uro og usikkerhed om rutetilbud og frekvenser. Hvis ingen tjener penge, så vil det være kortvarige tilbud, som trækkes tilbage og ruter, som lukkes. Der bliver ikke den stabilitet, vi kender til, fordi der bliver en så stor overkapacitet, siger Knut Morten Johansen, informationschef hos SAS.

SAS konkurrerer i forvejen med Easyjet og Norwegian om trafikken fra Københavns Lufthavn. Og inden længe vil det største lavprisselskab, Ryanair, også oprette en base i København.

Overkapacitet giver billigere billetter

Mens et større udbud af passagersæder vil skabe usikkerhed for flyruter og selskaber, giver den kommende priskrig give faldende billetpriser.

Dermed kan man forvente endnu billigere flybilletter for fremtiden. Det forklarer Andreas Krog, redaktør på luftfart-mediet Check-in.dk:

- Det skærpter konkurrencen til fordel for forbrugerne. Et skoleeksempel er, når Ryanair rykker til København i den her måned, og pludselig kan man flyve til London for under 200 kroner. London er i forvejen den største rute til og fra København, så der er et stort marked at slås om, siger han.

En søgning på, hvad en enkeltbillet til London koster hos SAS, giver priser på alt fra 500-1.500 kroner over de næste 14 dage. En identisk søgning hos Easyjet viser priser på 385-1500 kroner.

Det prisniveau får snart endnu et tryk nedad.

- I fremtiden bliver det billigere at flyve til London, end prisen er for en DSB-billet til Aarhus, konstaterer Andreas Krog.

Dublin, London og Warszawa

Det er særligt Ryanairs ekspansive forretningsmodel, som giver rystelser i markedet - og på prisen, mener Andreas Krog:

- Ryanair er gået uden om København i mange år, men nu etablerer de en base i København med fem nye destinationer. Til oktober etablerer de sig i Berlin. Airberlin og andre har nydt godt af, at Ryan Air har haft få ruter til Berlin og København.

Det drejer sig blandt andre om nye ruter til Dublin, London og Warszawa.

- Billigere billetpriser genererer ny trafik for personer, som ellers ikke havde rejst til for eksempel London, men så store kapacitetsøgninger gør det også sværere at fylde flyene, siger Andreas Krog.

Kampen om belægningsprocenten

Konkurrencen øges gevaldigt med nye investeringer og flyselskaberne vil kæmpe indædt for at holde en pæn belægningsprocent, mener Andreas Krog:

- Det handler om at tilpasse sin kapacitet til udbud og efterspørgsel og sørge for, flyene er så fyldte som muligt. Det kan være, at nogle flyene sendes tilbage til leasingselskaberne, eller de leases ud til asiatiske selskaber, som er et voldsomt marked i vækst, hvor de ikke kan få dem hurtigt nok fra flyfabrikkerne. Det er Easyjet er for eksempel enormt gode til med belægningprocenter på over 90. Over ni ud af ti sæder i deres fly er besat.