Ekspert: Op ad bakke for crowdfunding til boliglån

Ideen om at lade private finansiere hinandens boliger via crowdfunding kommer ikke til at virke i stor skala, siger ekspert. Et nyt projekt i Lemvig skal nu køre på forsøgsbasis.

Crowdfunding bliver næppe vejen frem for gebyr-trætte boligejere, mener ekspert. (Foto: Claus bech © Scanpix)

På Fiskebækvej i Gudum i Lemvig står et lille stykke finansiel danmarkshistorie.

På matriklen står der nemlig en ejendom, der bliver den første nogensinde, som er finansieret uden om både realkredit og bank, men i stedet med såkaldt crowdfunding, hvor private skal spytte i kassen med deres spareskillinger.

Det er foreningen Fair Bidragssats, der står bag ideen, der skal udforske, om det kan lade sig gøre at lave boligfinansiering udenom de etablerede kanaler - og dermed også uden de voksende gebyrer på boliglån. som foreningen er en protest imod.

Private spytter i kassen

I stedet skal finansieringen ske via crowdfunding - et fænomen, der har fået medvind de senere år, hvor utallige iværksættervirksomheder har hentet kapital fra private investorer via portaler som Indiegogo eller Kickstarter.

Det bemærkelsesværdige ved projektet er, at de private, der lægger penge i ejendommen i Lemvig, hverken vil modtage rente eller gebyrer for lånet, selv om det skal løbe i 20 år. Det er nemlig for komplekst i nuværende løsning at beregne løbende rentetilskrivning til långiverne.

Långiverne er således deltagere i et pilotprojekt - ikke en investering, der kan sammenlignes med en obligation.

Foreningen Fair Bidragssats opstod i kølvandet på balladen om Nykredit og Totalkredits stigende bidragssatser - og ideen om at crowdfunde et hus, er derfor foreløbig primært et forsøg.

Næppe meget mere

Og det bliver næppe meget mere end det. Det mener John Norden, der er direktør i Mybanker.dk.

- Jeg tror, det bliver rigtigt svært. Vi snakker jo trods alt om, at det er private, der har udlån for 1.500 milliarder kroner i realkreditten, siger han.

Især fraværet af renter stikker i øjnene, hvis en sådan model skulle skaleres op til at gælde mere end blot nogle få huse:

- Der vil jo komme tab, og der skal også være lidt til administration, og de fleste vil nok også gerne have lidt renter. Og endelig er der problemet med, hvad man gør, hvis man gerne vil til sine penge igen, siger han.

Svært at komme ud af

Hvis man vil investere i boliglån, kan man i dag både købe og sælge obligationer ganske let. Men det er langt sværere at komme ud af et crowdfundet projekt, fordi det ikke er givet, at en anden investor står på spring til at overtage ens investering.

- Hvis man vil lade det her erstatte den almindelige realkredit, skal man finansiere 500.000 eller måske en million huse. Det er rigtig mange penge, og konceptet er bare ikke spiseligt nok for dem, der skal lægge pengene ud.

En af ideerne med projektet er også at undersøge om crowdfunding kan benyttes i yderområder, hvor boligejerne har sværere ved at finde villige banker.

Facebook
Twitter