Tema Pensionsaftale

Ekspert: Politisk pensionspulje er for lille

Der er sat 2,4 milliarder kroner af til at komme samspilsproblemerne til livs. Og det rækker ikke, mener ekspert.

Regeringen og Dansk Folkeparti ønsker med den netop indgåede pensionsaftale, at danskerne bliver længere på arbejdsmarkedet - og at løse samspilsproblemerne. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

De 2,4 milliarder kroner, som regeringen og Dansk Folkeparti har sat til side for at løse det såkaldte samspilsproblem, er langt fra nok til at løse mange seniorers problemer med, at de penge, de tjener på arbejdsmarkedet, bliver modregnet i pensionen.

Det vurderer Søren Andersen, der er aktuar og pensionsspecialist fra konsulentfirmaet Fpension.

- De helt store problemer omkring modregning og om det kan betale sig at spare op til pension i de sidste år, før man går på pension, det får man altså ikke løst her, siger han.

Samspilsproblemet

I Danmark har vi en offentlig folkepension, som består af et beløb, som alle får - og et pensionstillæg.

Det er pensionstillægget, der modregnes, hvis man har penge med ind i pensionen.

Kort sagt går samspilsproblemet ud på, at jo mere du sparer op, desto mindre får du i folkepension.

At komme samspilsproblemet til livs var ellers hovedformålet med den pensionsplan, som blev fremlagt i går.

Gårsdagens aftale løser ikke samspilsproblemerne, men ifølge finansminister Kristian Jensen (V) vil "2. halvleg" blive spillet i efteråret.

Her vil regeringen omsætte puljen på 2,4 milliarder kroner til fradrag, der skal sikre, at seniorer ikke blive modregnet i offentlige ydelser, når de giver den en ekstra skalle på arbejdsmarkedet.

- 2,4 milliarder kan lyde af mange penge, men det forslår i virkeligheden ikke så forfærdelig meget i forhold til de næsten 4.000 milliarder, der er sparet op til pension i Danmark, siger Søren Andersen.

Det er blandt andet offentlige ydelser som boligstøtte og ældrecheck, som kan blive beskåret, hvis man følger regeringens anbefalinger og arbejder helt frem til pensionsalderen.

- Jeg kan vanskelig forestille mig, at de 2,4 milliarder vil være i stand til at løse samspilsproblemerne fra nu af og i al evighed, siger Søren Andersen.

I regeringens udspil til en pulje, der skal løse samspilsproblemerne, blev der afsat 2,5 milliarder kroner - efter Dansk Folkeparti er kommet med ombord, er det nedbragt til 2,4 milliarder.