Ekspert: Tag en pjækkedag

Pjæk er godt for sjælen. Så er du ikke syg, men bare mentalt forkølet, så følg eksperternes råd og tag en fridag.

I undersøgelsen sagde kun en tredjedel, at de har prøvet at pjække fra jobbet. (Foto: Scanpix © Scanpix)

Hvis den mentale snue melder sig en tidlig morgen - eller du har ondt i pjækketarmen, så er det helt okay at melde sig syg på arbejdet.

Det mener Einar Baldursson, der er arbejdspsykolog ved Aalborg Universitet. Han opfordrer danskerne til at tage en fridag, når de mærker udkørtheden og har en dårlig mavefornemmelse om morgenen.

- Når du har så ondt i ryggen, at du ikke orker at rejse dig, så ved du godt, at du skal melde dig syg. Men når du har ondt i psyken, så tvinger du dig selv på arbejde. Det er ikke en god idé, og derfor vil det være gavnligt, hvis du tager en præventiv fridag, siger Einar Baldursson til B.T.

For lidt pjæk

Det er ifølge ham nemlig problematisk, at danskernes pjæk er meget lavt, som en undersøgelse i Ugebrevet A4 viser, når danskerne samtidig døjer med stress og udbrændthed som aldrig før.

I undersøgelsen sagde kun en tredjedel, at de har prøvet at pjække fra jobbet.

- Det vil forebygge den kroniske træthed og ugidelighed, man går på arbejde med, og så vil man kunne undgå mange af de længerevarende sygemeldinger, hvor folk går ned med stress, siger han.

Trivselsdage

Derfor opfordrer han til, at der bliver indført såkaldte trivselsdage i virksomhederne.

Fem-seks dage om året, hvor medarbejdere kan tage en slapper og lægge arbejdet fra sig.

Han peger på, at hvis medarbejdere får trivselsdage og selv forvalter, hvornår de ikke orker arbejdet, så vil deres samlede sygefravær kunne falde med en tredjedel.

Tvang er ingen løsning

- Dengang Danmark indførte karensdage (den sygemeldte betaler for første sygedag, red.), så vi, at folk følte sig latterliggjort, hvis de kun var syge den ene dag, som de selv skulle betale for. Derfor eksploderede antallet af to-dages-sygemeldinger. Det hjælper ikke at tvinge sygefraværet ned, siger Einar Baldursson.

Selvom LO ikke vil opfordre til pjæk, synes næstformand Lizette Risgaard, at det vil være god musik, hvis der blev indført trivselsdage i virksomheder.

- Alle aftaler i den retning lyder som en god idé, men det vigtigste for arbejdsmarkedet er at kigge på, hvorfor der er så meget psykisk sygefravær, siger hun.

ExternalContent

Facebook
Twitter