Afsløring af skatteskandale

Ekspert: Udlevering af mistænkt fra Dubai er næsten umulig

Den hovedmistænkte i Danmarks største skattesag har gode kort på hånden, fordi Danmark ikke har en udleveringsaftale med Dubai, siger ekspert.

- Hvis Sanjay Shah har tilstrækkelig mange venner i, og hvis styret i Dubai er tilstrækkelig korrupt, så kan det blive rigtig svært for ikke at sige umuligt, siger ekspert om udlevering. (Foto: B1 © B1)

Mens finansmanden Sanjay Shah inviterer rigmænd til velgørenhedsmiddage og koncerter i Dubai, forsøger dansk politi at indsamle nok beviser, som kan fælde manden.

Ifølge DR Nyheders oplysninger er Sanjay Shah en af bagmandspolitiets centrale mistænkte i Danmarkshistoriens største svindelssag, men det kan blive svært at udlevere ham, siger ekspert.

- Eftersom udlevering fra Dubai er betinget af regeringens velvilje i Dubai, så betyder det, at hvis han har tilstrækkelig mange venner, hvis styret i Dubai er tilstrækkelig korrupt, og han har mulighed for rent juridisk at imødegå udleveringsanmodningen fra Danmark, så kan det blive rigtig svært for ikke at sige umuligt, siger Henning Fuglsang, som er ekspert i strafferetlig forfølgning i udleveringssager og adjunkt ved Syddansk Universitet.

Bagmandspolitiet arbejder på højtryk

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), Morten Jakobsen, vil ikke udtale sig konkret om Sanjay Shah, men siger generelt om efterforskningen i sagen:

- Vi arbejder stenhårdt på at opklare denne sag både i Danmark og i udlandet. Og det er klart, at hvis nogen skal dømmes i sagen, skal det ske ved en dansk domstol. Det vil kræve en udlevering til Danmark, så derfor har det selvfølgelig høj prioritet at gøre det arbejde færdigt.

Sanjay Shah har i Danmark fået beskikket Jakob Lund Poulsen som advokat, mens Anders Nemeth, ifølge Berlingske, er beskikket advokat for fire af forretningsmandens selskaber. Ingen af de nævnte ønsker at udtale sig om sagen.

Facebook
Twitter