Eksperter: Flybilletter til USA og Thailand bliver dyrere

Når Norwegian lukker flere ruter fra København, giver det højere priser.

Fremover vil der lette væsentligt færre Norwegian-fly fra Københavns Lufthavn. (Foto: © Norwegian)

Planlægger du en rejse til USA eller Thailand, kan du godt forvente, at udvalget af flybilletter bliver mindre, samtidig med at priserne bliver højere.

Snart er det nemlig slut med Norwegians lavpris-billetter fra København til USA og Thailand. Det norske flyselskab lukker en række afgange fra København.

- Når du fjerner de billigste billetter fra markedet, vil den gennemsnitlige langdistancebillet blive dyrere. Billetpriserne på ruterne kan også få et nøk opad, fordi der pludselig er færre muligheder, siger Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank.

Også Hans Christian Stigaard, der er chefrådgiver og luftfartsekspert hos konsulenthuset Realise, forventer stigende priser.

- Jeg tvivler på, at der lige kommer andre selskaber og overtager Norwegians ruter. En af grundene til, at Norwegian lukker ruterne, er, at de ikke er rentable, siger han.

15 færre afgange om sommeren

Der bliver altså væsentligt færre afgange fra København at vælge imellem fremover. I sommerhalvåret er det 15 ugentlige afgange, som Norwegian lukker, mens der forsvinder 13 afgange om ugen i forhold til vinteren 2018/2019.

Hverken Hans Christian Stigaard eller Jacob Pedersen forventer dog, at priserne kommer til at stige voldsomt.

- Det bliver ikke fuldstændig dramatiske prisstigninger. Der er grænser for, hvor meget de andre langdistanceruter fra København kan stige i pris. For alternativet er lige for - nemlig at flyve med Lufthansa eller Air France via en af deres knudepunkter nede i Europa, siger Jacob Pedersen.

Alternativt kan man tage til Oslo, hvorfra Norwegian også fortsætter med at flyve til Bangkok og USA.