Eksperter: Ganske usædvanligt og meget kluntet af Lauritz.com

Lauritz.coms børsflop sender et uheldigt signal om, at man ikke har styr på tingene, siger professor og aktionærformand.

  • - Jeg er svensk og fik min første aktie som 10-årig. Når man vil gøre et selskab professionelt og stort, så er en børsnotering det sidste trin, sagde Lauritz.com's direktør, Bengt Sundstrøm, til P1 Business forud for børsnoteringen. (Foto: © P1 Business)
  • Det er en farlig beslutning af ægteparret Bengt Sundstrøm og Mette Rode Sundstrøm at udskyde børsnoteringen så tæt på, mener Jesper Lau Hansen.
1 / 2

Det er ganske usædvanligt, uheldigt og bekymrende, at Lauritz.com - 18 minutter inden børsnoteringen i Stockholm - trak stikket.

Det konkluderer Jesper Lau Hansen, som er professor ved Københavns Universitet.

- Jeg kan ikke huske, at det nogensinde er sket før, at nogen har trukket sig, så tæt på en børsnotering. Det er meget usædvanligt, lyder det.

Forklaringen er ifølge Lauritz.com, at aktionærkredsen er for smal, og derfor nedsætter de nu prisen på aktierne i håb om, at aktionærlisten ser bedre ud den 22. juni, som er den dato, de har skudt børsnoteringen til.

Meget uheldigt signal

Men det er en farlig beslutning, mener Jesper Lau Hansen:

- Vi kender ikke den komplette baggrund for beslutningen, men det sender et meget uheldigt signal til markedet og investorerne om, at man ikke har styr på tingene. Det er ikke den bedste timing, og det vil skabe forundring i markedet. Reglerne har man jo kendt hele tiden, siger han.

I morges meddelte børsen i Sverige lidt i ni, at Lauritz.com udskød børsnotering på grund af likviditet og en manglende godkendelse fra Finanstilsynet i Danmark.

Meddelelsen blev senere suppleret med en selskabsmeddelelse fra Lauritz.com, hvor forklaringen var 'tekniske problemer'.

Det skaber forundring hos formanden hos Dansk Auktionærforening, Niels Mengel, at kommunikationen ikke er mere klar. Klar kommunikation er afgørende, når man er en børsnoteret virksomhed:

- For det første kan jeg ikke forstå, at han ikke har meldt det ud allerede i starten af forløbet i stedet for at rende rundt med 'tekniske problemer' som undskyldning. Det er helt uacceptabelt, at investorerne skal efterlades i sådan et tomrum, siger han.

Underskud og ledelsesstruktur

Lauritz.com skriver i en selskabsmeddelelse, at det nye prospekt med nye vilkår vil blive offentliggjort den 15. juni, og at det betyder, at investorer, som har budt på aktien, skal starte forfra for at få del i Lauritz.com-forretningen.

Niels Mengel opfordrer dem, der stadig har lyst til at investere, til at tænke sig ekstra godt om:

- Jeg synes, det er en utroligt kluntet måde at forsøge at komme på Børsen. Vi har hele tiden været kritiske over for den her børsintroduktion. Dels på grund af, at virksomheden har kørt med underskud de seneste år, dels på grund af ledelsesstrukturen i selskabet, hvor bestyrelsesmanden er gift med direktøren. Det er ikke efter nordiske standarder, og nu kommer det her oveni. Det er trist, siger han.

Beslutningen om at sænke prisen er truffet i samarbejde med ABG Sundal Collier, der har rådgivet Lauritz.com i forbindelse med børsnoteringen.

For en uge siden var Lauritz.com's direktør, Bengt Sundstrøm, gæst i P1 Business. Hør her, hvad han sagde om den forestående børsnotering af "folkets auktionshus".