Eksperter sår tvivl om bankpakke

Bankerne siger, de har kapital nok - og så er der jo ingen grund til, at regeringen er ved at strikke en hjælpepakke på 100 milliarder kroner sammen, mener eksperter.

Bankerne kan måske kigge i vejviseren efter den bankpakke, de er blevet lovet. (© Danske Bank)

Førende bankeksperter sår nu tvivl om den redningsplan for bankerne på anslået 100 milliarder kroner, som regeringen arbejder på at stykke sammen.

Det skyldes, at de største banker oplyser til Berlingske Tidende, at de har kapital nok.

- Hvis det er rigtigt, så er der ikke grund til en ny bankpakke. Det virker som om, politikerne ikke har et klart grundlag at træffe beslutning på. Der er utroligt mange virksomheder, der siger, at de ikke kan få lån, men det er åbenbart ikke af den grund, vi har forestillet os, siger professor Per H. Hansen.

Kan have behov for håndsrækning

Også professor Jesper Rangvid fra Handelshøjskolen i København mener, at der hersker tvivl om baggrunden for bankpakken, selv om bankerne kan have behov for en eller anden form for økonomisk håndsrækning.

Tal fra Nationalbanken viser iøvrigt, at bankernes udlån til erhverv satte rekord i november og for første gang rundede 600 milliarder kroner. Dermed er udlånene steget med 14 procent det seneste år.

Facebook
Twitter