Eksperter: Udenlandsk arbejdskraft gavner dansk økonomi

Tre af fire i DR's økonomiske ekspertpanel mener, at udlændinge er en gevinst for samfundsøkonomien.

Sidste år var der 74.217 østarbejdere i Danmark, viser tal fra Jobindsats.dk.

Selv om de oftest forbindes med løndumping og jobtyveri, så er den udenlandske arbejdskraft faktisk en gevinst for den danske samfundsøkonomi.

Det mener tre af fire eksperter i DR's økonomiske ekspertpanel, hvor kun én enkelt af de 21 besvarelser, ser den udenlandske arbejdskraft som en trussel.

Skaber dynamik

- Jeg ser det kun som en fordel. Vi fordrer åben økonomi andre steder, så er vi også nødt til at tage imod andres arbejde, siger Lars Krull, seniorrådgiver ved Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet.

- Og så skaber de en enorm dynamik. Danske virksomheder får input, så vi kan tilpasse os og blive endnu bedre, tilføjer han.

Også Bo Sandberg, erhvervsøkonomisk chef i Dansk Erhverv, ser udelukkende den udenlandske arbejdskraft som en gevinst for samfundet:

- Det er positivt, når der er flere at vælge mellem, når der skal udføres arbejdsopgaver. For Danmark, som er en lille åben økonomi, har det både nu og her og historisk været en fordel, at vi har et åbent arbejdsmarked, siger han.

Ikke godt for arbejdsløse

En af de få eksperter, der har svaret hverken eller til spørgsmålet om den udenlandske arbejdskraft er en gevinst eller en trussel for samfundsøkonomien er professor og arbejdsmarkedsforsker Per Kongshøj Madsen fra Aalborg Universitet.

- Det afhænger af, hvor man befinder sig. Er man arbejdsløs, så synes man, at det er en dårlig idé. Får man mulighed for at få lavet noget billigere end ellers, så synes man, at det er godt, siger han.

På trods af en høj arbejdsløshed herhjemme, steg antallet af østarbejdere i Danmark fra 2011 til 2012 med 10.000, viser tal fra Jobindsats.dk.

Og det er netop den økonomiske krise, der gør det svært at vurdere den udenlandske arbejdskraft, mener Per Kongshøj Madsen:

- I en højkonjunktur, hvor der er job til alle og måske endda behov for nogle flere, så fungerer udenlandsk arbejdskraft som en ekstra ressource i økonomien. Men det er altså en anden situation nu, hvor der er krise.

Udviklingen fortsætter

En ting alle i DR's økonomiske ekspertpanel er enige om, er, at der ikke kommer færre udenlandske arbejdere. 7 af 10 forventer en større andel om 10 år, mens resten forventer cirka samme andel på arbejdsmarkedet som i dag.

- Det bliver mere almindeligt med udenlandske kollegaer. Det skyldes, at EU ruller langsomt hen imod et mere integreret arbejdsmarked. Og så er danske virksomheder også i høj grad internationale, siger professor Per Kongshøj Madsen.

Facebook
Twitter