Eksperternes guide til apps og hjemmesider, der kan hjælpe dig med at spare strøm

Elpriserne er rekordhøje, men der findes en række værktøjer til at skabe overblik over dit forbrug.

Flere elselskaber har udviklet deres egne apps, og nogle leverandører slår sig ligefrem op på at være app-baserede. (Foto: © Illustration: Morten Fogede)

Elpriserne er i disse dage historisk høje: Onsdag skulle du som forbruger i gennemsnit betale 5,40 kr. for en kilowatt-time inklusive afgifter. Det er mere end dobbelt så meget som den gennemsnitlige kilowatt-pris i 2020.

DR Nyheder har spurgt nogle af landets mest indsigtsfulde elnørder om råd til apps og andre konkrete værktøjer.

Start med dit elselskabs egen hjemmeside

De fleste elselskaber tilbyder et simpelt overblik over, hvordan ens elforbrug bevæger sig.

Foruden ens eget elselskabs hjemmeside kan det også være en idé at tjekke hjemmesiderne sparenergi.dk, grønstrøm.nu og elpris.dk, som indeholder råd til, hvordan man kan flytte og spare på sit elforbrug.

Det fortæller cheføkonom for bæredygtigt forbrug hos Forbrugerrådet Tænk Martin Salamon.

- Selv har jeg bedt mit elselskab fortælle mig på SMS, hvis mit forbrug bevæger sig ud over det normale. Det er noget de fleste selskaber tilbyder for at sikre forbrugerne mod eksempelvis at glemme at slukke lyset i sommerhuset, siger han.

Ifølge cheføkonomen vil større bevidsthed om ens forbrug næsten automatisk føre til, at man bruger strømmen mere bevidst og i sidste ende sparer penge.

- For fem år siden var el noget, der kom ud af kontakten, og som man betalte for hvert kvartal. I dag er det noget, du kan holde øje med løbende, hvilket skaber en helt anden gennemsigtighed og en meget større bevidsthed, siger Martin Salamon og tilføjer:

- Vi har fået mange flere ting, som bruger strøm – elbiler og varmepumper - og derfor er det også økonomisk blevet meget mere interessant at følge med i.

Flere danske elselskaber tilbyder i dag apps, som kan give forbrugerne et mere raffineret overblik, og nogle mindre el-leverandører som eksempelvis Barry slår sig endda op på at være app-baserede.

Her skal man dog ifølge Forbrugerrådet Tænk være opmærksom på, hvordan app-udbyderen forvalter ens data og særligt være kritisk, hvis oplysningerne deles til tredjepartsmarkedsføring.

Nudge dig selv til en billigere elregning

En af de elforbrugsapps, der findes på det danske marked, er Watts, som er udviklet for energiselskabet Andel.

Appen kan kobles til ens elmåler og derudfra ved hjælp af kunstig intelligens lave en forbrugerprofil og et budget. På den baggrund kan man dagligt få en grøn, gul eller rød status på, om man ligger over eller under budgettet.

- Appen er udviklet, så den også kigger på din løbende performance, og faktisk strammer den hele tiden skruen og øger barren for, hvad der skal til for at gå i grøn, siger administrerende direktør for Watts Per Madsen.

Watts er én af de apps, der kan hjælpe dig med at overvåge og optimere dit strømforbrug. (Foto: © Morten Kidal, Andel)

Han benytter naturligvis selv appen, som næsten er blevet en sport.

- Der er super meget sport i at kunne flashe den grønne boble. Hele mit hus er loadet med smartteknologi for at gøre det så grønt som muligt – jeg har skiftet alle pærer ud, jeg har købt en el-bil og er ved at skifte til varmepumpe, siger Per Madsen.

Et alternativ til Watts kan være appen True Energy, som også er koblet op til fler forskellige elselskaber.

Installér planlagt opladning på din elbil

Elapp-direktøren kommer med et gadgetråd mere til at sænke dit elforbrug: Er du elbilejer, er der meget at hente ved at benytte funktionen planlagt opladning.

- Det vil altid være en god idé at vente med at lade sin elbil til om natten, hvor der er mindre efterspørgsel og derfor billigere el, siger Per Madsen, som selv oplevede at spare 93 kroner på en enkelt ladning i slutningen af november, fordi han gjorde det efter midnat fremfor lige efter fyraften.

Det vil altid kunne betale sig at udskyde el-opladningen til om natten. (Foto: © Emil Helms, Ritzau Scanpix)

Tilsvarende timere findes også til varmepumper, så de varmer mere eller mindre på udvalgte tidspunkter. Det kræver dog grundig analyse af ens forbrugsmønster.

El-fråser du på de sociale medier?

Endelig kan man tage et kritisk blik på den skærmtidsrapport, ens smartphone kan sende ugentligt.

- Vi bliver nødt til at se på, hvordan vi bruger vores teknologi, siger digital trendanalytiker hos Elektronista Media Christiane Vejlø.

- Der er rigtig mange af os, der ikke tænker over, at hver eneste Google-søgning sendes til en strømforbrugende server et eller andet sted, tilføjer hun.

Du bruger strøm hver gang du åbner Instragram og Facebook eller når du laver en Google-søgning. (Foto: © søren bidstrup, Scanpix Denmark)

Vil man være klimabevidst forbruger, er det ifølge Christiane Vejlø ikke længere nok at spise plantebaseret og benytte tog frem for fly.

- Det næste store ryk i den grønne omstilling bliver vores energiforbrug og særligt i forhold til de teknologier, vi bruger flere gange dagligt, siger hun.

Godt nyt til dig, der bliver stresset over endnu flere apps

Det kan lyde håndholdt og måske en smule stressende dagligt at skulle trimme sit elforbrug.

Det anderkender flere af eksperterne, og de er også enige om, at det kun er i en periode, at vi selv skal være bevidste om, hvornår det er mest fornuftigt at tænde for stikkontakten.

- De store apparater – elbiler, varmpumper, køleskabe og vaskemaskiner – vil med tiden blive intelligente og selv kunne tænde og slukke, når det giver bedst mening, siger Martin Salamon fra Forbrugerrådet Tænk.

Han bakkes op af direktøren fra Watts, som også fortæller, at de på sigt arbejder på at automatisere eksempelvis indkøbet af el, så appen automatisk gør det, når strømmen er billigst.