Elforbrugere hjælper klimaet

Elforbrugere hjælper fattige med klimatilpasninger. På halvandet år er der indsamlet over en million kroner via Nødstrøm.

Klimaændringerne fører til tørke for mange fattige. Danske elforbrugere giver en håndsrækning. (© colourbox)

Danskerne er parate til at hjælpe til med verdens klimaproblemer i de fattigste dele af verden. På halvandet år har 10.000 el-forbrugere bidraget til klimatilpasningen med over en million kroner.

Det er via Nødstrøm - et samarbejde mellem Folkekirkens Nødhjælp og det lille grønne elselskab Natur-Energi - som elforbrugerne har skiftet over til. Samlet har de rejst 1,1 millioner kroner til at ruste verdens fattigste mennesker til at modstå klimaforandringer.

Protest

- Efter COP15 oplevede vi en stor interesse og tilslutning til Nødstrøm. Det var formentlig en form for trodsreaktion, hvor flere forbrugere tog ansvaret på sig, fordi de var skuffede over politikerne, siger Rasmus Christensen, administrerende direktør hos Natur-Energi.

- Nu blev topmødet i Cancun heller ikke den succes, mange havde håbet på, så vi forventer egentlig, at det samme sker igen, tilføjer han.

Gør en forskel

1,1 millioner kroner lyder ikke af meget, men for de mennesker, der oplever tørke og oversvømmelser, gør pengene en markant forskel, forklarer Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær, Henrik Stubkjær.

- Vi arbejder for eksempel med vandingsanlæg, der hjælper bønderne til at få høsten i hus, også selvom regnen svigter. I Malawi kan 20 familier klare sig gennem sultesæsonen med et enkelt vandingsanlæg, siger han.

Elforbrugerne, der er tilmeldt Nødstrøm, er ud over støtten til fattige menneskers klimatilpasning også med til at sikre investeringer i nye, vedvarende energianlæg i Europa.

Facebook
Twitter