Elprisen er i bund i dag: Se her, hvor meget dine forskellige apparater koster

Små ændringer i dit forbrug kan gøre en stor forskel, siger ekspert.

Dette er den akutelle elpris med afgifter.

Der er blevet talt og skrevet meget om de høje elpriser de seneste måneder.

Men i dag har piben en lidt anden lyd.

For efteråret er kommet, og det betyder mere blæst. Og det får også prisen på el til at falde.

- Med et gedigent blæsevejr ind over Danmark, Sverige og Tyskland vil vi og vores nabolande lave masser af billig strøm, og vi vil få timer med meget lave elpriser i løbet af efteråret, siger Kristian Rune Poulsen, der er chefkonsulent i brancheorganisationen Green Power Denmark.

I dag lå elprisen for eksempel på nul kroner mellem klokken 14.00 og 15.00, hvis man skærer forskellige skatter og afgifter fra. Med skatter og afgifter oven i lå prisen på cirka en krone og 40 øre.

Derfor får du her et overblik over, hvor meget de gængse apparater i husholdningerne egentlig koster at bruge lige nu.

Tørretumbler

En af de største syndere i hjemmet, når det kommet til strømforbrug, er tørretumbleren.

Faktisk anbefaler Videncenteret Bolius, at man helt undgår at brug den, hvis det er muligt.

- Anbefalingen er økonomisk set at tørre sit tøj på et tørrestativ. Men helst uden for – for så kommer indeklimaet også lige ind, siger fagekspert Tue Patursson.

Men hvis man alligevel under sig selv at give tørretumbleren en tur, er det en rigtig god idé at fylde den godt op og begrænse den tid, du bruger den, lyder anbefalingen fra Tue Patursson.

Vaskemaskine

En stor del af danskernes strømforbrug går til at vaske tøj. Derfor er vaskemaskinen også en af de største strømslugere.

Så fyld den godt op, tænk over graderne, og hvor lang tid den kører.

- En gennemsnitsdansker fylder kun vaskemaskinen halvt op. En maskine, der kan klare syv-otte kilo, fylder vi kun med tre-fire kilo vasketøj, siger han og anbefaler at fylde maskinen op for at begrænse den aktive vasketid.

Opvaskemaskine

Samme princip gælder for opvaskemaskine som for din vaskemaskine.

Den skal fyldes helt op og ikke køres, så snart der er beskidt service. Så bruges den færre gange - og dermed bruger man mindre strøm.

Elkedel

Hvis man er vild med instant-kaffe eller te, kan man roligt bruge sin elkedel. Især nu, hvor priserne er lave.

Men der er ingen grund til at koge en hel liter vand, hvis man skal have en kop eller to, lyder rådet.

For selvom nogle elkedler bruger meget strøm, er det meget kortvarigt.

- Det dyre i teen er ikke det varme vand, det er tebrevet, siger Tue Patursson.

Gamer-PC

Den her er måske mere til de unge. Eller til forældre, der skal holde snor i de unge i hjemmet.

For sammen med tørretumbleren er gamer-pc'en en af de helt store strømslugere.

- Det er en rigtig god idé at slukke for den, når du ikke bruger den, for den bruger næsten fire gange så meget strøm som en almindelig computer, lyder det fra Tue Patursson.

Ifølge Energistyrelsens elberegner koster en gamer-pc omkring 2.000 kroner om året, hvis man bruger den 4-5 timer om dagen.

Støvsuger

Det er ikke altid lige sjovt at støvsuge. Og man kan desværre ikke bruge strømforbruget på den som undskyldning for at lade være.

- En støvsuger bruger mindre strøm, end du tror. Oftest koster det under en krone at støvsuge sin bolig, siger Tue Patursson.

LED-pære

Det kan virke som en dråbe i havet at udskifte nogle pærer.

Men enkelt LED-pære bruger væsentlig mindre strøm end de gamle glødepærer. Men selvom en enkelt pære på syv watt ikke i sig selv er en strømslugende skurk, så er det værd at skænke en tanke, hvis du har mange lyskilder i dit hjem.