Elselskabet Modstrøm genopstår

Sidst i august erklærede det lille danske elselskab Modstrøm sig selv konkurs. Nu genopstår det under et nyt navn men med samme kunder.

Modstrøm leverer igen strøm til kunderne. Nu som Modstrøm Danmark. (Foto: Holger Madsen- DR)

Fra Modstrøm A/S til Modstrøm Danmark A/S.

Det er den forvandling det lille elselskab har gennemgået. Forandringen kan synes minimal, men det er en turbulent periode for Modstrøm, der har ført til navneskiftet.

- Modstrøm lever videre. Vi har fået en ny ejer, der er kommet ind med et tocifret millionbeløb og har reddet os. Det er dejligt, siger Anders Millgaard.

Modstrøms konkursbegæring, som blev indgivet for cirka en måned siden, kom ifølge selskabet selv, fordi de blev bedt om stille med en større bankgaranti.

Kreditorer tager tab

Det gamle selskab, Modstrøm, går dog stadig konkurs. Derfor ser kreditorer som for eksempel Energidanmark ud til at tabe deres tilgodehavende.

- Vi kender ikke tabet endnu. Vi ved ikke, hvor stort det bliver, men der er meget der tyder på, at vi får et tab på dem desværre, siger direktør i Energidanmark, Jørgen Holm Westergaard.

Energidanmark sælger og køber strøm engros på europæiske elbørser og var underleverandør til Modstrøm. Det sidste fortryder Jørgen Holm Westergaard i dag.

- Det er ærgerligt. Havde vi vidst, at vi ville tabe penge på Modstrøm, så havde vi jo ikke taget dem som kunde, siger han.

Kunder slipper for tab

Til gengæld slipper Modstrøms cirka 25.000 kunder for tab. Det forsikrer direktør Anders Millgaard.

- Den nye selskabskonstruktion (under Modstrøm Danmark A/S, red.) gør, at alle kunder fortsat vil få deres strøm på samme vilkår som de altid har fået det, lover Anders Millgaard.

Også Modstrøms ansatte fortsætter på samme vilkår som under selskabet Modstrøm A/S.

Facebook
Twitter