Efter flere år med de røde kriselamper tændt, kunne finansminister Nicolai Wammen (S) torsdag fortælle, at den danske økonomi er "bomstærk".
Og det kan man på mange måder takke én enkelt virksomhed for, nemlig medicinalgiganten Novo Nordisk.
Danmark har i øjeblikket en pæn vækst i bruttonationalproduktet (bnp), men hvis man tager medicinalindustrien, som bliver ført an af Novo Nordisk, ud af ligningen, ville det se meget anderledes ud.
- For økonomien udenfor medicinalindustrien kan man i bedste fald sige, at der er stagnation. Vi har ikke rigtig nogen vækst, siger Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank.
Men det er faktisk også meningen, fordi vi haft en overophedning med alt for høj inflation, fortæller han.
- Nu er vi inde i en afdæmpningsfase, både i Danmark og i resten af verden, men i Danmark kan vi bare ikke helt få øje på den, fordi vi også har Novo Nordisk, som trækker det samlede tal meget kraftigt op.
Uden Novo Nordisk ville 'billedet ikke være lige så glansfuldt'
Novo Nordisk har haft enorm succes med selskabets populære diabetespræparat Ozempic og vægttabsmedicinen Wegovy, som der er enorm efterspørgsel på.
Tidligere på måneden kunne virksomheden præsentere et regnskab for andet kvartal med et overskud på hele 19,4 milliarder kroner efter skat.
Og medicinalgiganten bliver da også nævnt en hel del gange i den økonomiske redegørelse, som regeringen fremlagde torsdag.
- Der er bare både en størrelse og en udvikling hos Novo Nordisk, som gør, at man er nødt til at tage det med i betragtning, sagde økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen (V).
- Billedet ville ikke være lige så glansfuldt, hvis man tog Novo Nordisk ud af ligningen. Men heldigvis er Novo Nordisk i ligningen, og det skal vi være glade for og sikre, at Novo Nordisk bliver ved med at være.
Jakob Ellemann-Jensen mener ikke, at dansk økonomi er lige så udsat, som tilfældet var i Finland, da det pludseligt gik dårligt for mobilproducenten Nokia.
I nogle brancher går det mindre godt
Men er det så overhovedet tale om en "bomstærk" økonomi, hvis hele vores vækst er bundet op på én enkelt virksomheds succes?
Ifølge Las Olsen ser det i hvert fald ikke lige så skidt ud, som man kunne have frygtet.
- Vi har rigtig mange i job, reallønningerne er begyndt at stige igen, huspriserne er holdt op med at falde, og der er mange ting, der egentlig tegner meget godt, siger han.
Men den europæiske økonomi er stadig ved at lande ovenpå en periode med overophedning, og man har ikke fået alle hjulene på jorden endnu.
- Den industri, der ikke laver medicin, men for eksempel laver maskiner og andre ting og sager, har faktisk tilbagegang. Der har vi en faldende produktion, ikke bare i Danmark, men globalt.
- Boligbyggeriet ligger også markant lavere, end det gjorde for et år siden – folk er simpelthen ikke så villige til at sætte boligbyggeri i gang nu, hvor renten er blevet så høj.
Indtil videre har det ikke været et stort problem, bortset fra hos de virksomheder, der har været ramt, forstået på den måde, at det ikke har skabt højere arbejdsløshed generelt.
Mens nogle jobs er forsvundet, er andre nemlig dukket op, fortæller Las Olsen.
- Men hvis vi i en længere periode har stagnation i økonomien udenfor medicinalindustrien, så må vi også forvente, at beskæftigelsen på et tidspunkt begynder at falde, og ledigheden stiger noget mere. Og det er også det, der ligger i kortene over det næste års tid. siger han.
- Det er en god påmindelse om, at man ikke bare kan tage et nøgletal som bnp og sige, at det går godt eller dårligt i Danmark.