En halv mio. frygter økonomisk ruin

Hver ottende frygter, at de ikke længere kan betale regningerne, hvis den økonomiske krise forværres.

Det er især de unge, der frygter arbejdsløshed, viser undersøgelsen: 44 procent af de 18-29-årige er sikre på, at de bliver eller forbliver arbejdsløse. (Foto: Bardur Eklund © Scanpix)

En halv million danskere vil få problemer med at betale regningerne, hvis krisen i verdensøkonomien bliver værre, end den er nu.

Sådan lyder det i hvert fald, hvis man spørger folk selv. Hver ottende kalder det "sandsynligt" eller "meget sandsynligt", at de ikke kan betale deres faste udgifter, hvis en ny økonomisk krise rammer.

Det viser en undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4.

På kontanthjælp efter to år

Frygten er i høj grad en frygt for arbejdsløshed. Mere end hver fjerde mener, at en forværret krise vil koste dem jobbet.

Og sker det, er der en reel risiko for, at det kan resultere i ubetalte regninger, mener Jann Sjursen, der er formand for Rådet for Socialt Udsatte.

- På grund af dagpengereglerne vil vi snart se ledige, som havner på kontanthjælp efter to år, og som måske oven i købet bliver ramt af forskellige sanktioner som kontanthjælpsloft og starthjælp. De kommer ned på et ydelsesniveau, som man efter min mening ikke kan leve for, siger han til Ugebrevet A4.

- Der er ingen tvivl om, at hvis folk havner i ledighed og på reduceret kontanthjælp, betyder det, at flere risikerer at ende i fattigdom.

Ingen grund til søvnløse nætter

Privatøkonomisk rådgiver fra Finanshuset i Fredernsborg, Kim Valentin, forstår godt, at folk er urolige. Alligevel maner han til besindighed.

For den lave rente og de senere års skattelettelser betyder, at rådighedsbeløbene aldrig har været større. Derfor vil langt de fleste kunne betale deres gæld, mener han.

- Der er ingen grund til, at hver ottende dansker behøver at have ondt i maven over regningerne, siger han.

Forskel på frygten

Et blik på danmarkskortet viser, at krisestemningen rammer meget forskelligt fra område til område.

Borgerne i Region Hovedstaden er ikke så bekymrede for privatøkonomien som i andre dele af landet.

I København og omegnskommunerne anser kun hver tiende det for sandsynligt eller meget sandsynligt, at deres penge ikke rækker til de faste udgifter.

Men i naboregionen Sjælland frygter hver femte borger - altså en dobbelt så stor andel - at krisen kan betyde ubetalte regninger.

Og der er god grund til, at sjællænderne vakler i troen, mener borgmester i Slagelse, Lis Tribler (S).

- Uddannelsesniveauet er lavere i Region Sjælland end i andre regioner. Sjællænderne er sårbare, fordi en stor del af dem er ufaglærte, og det er dem, det går ud over i første omgang, når man skærer ned på arbejdspladserne, siger hun.

Facebook
Twitter