Endelig en god brexit-nyhed: Briter demonterer bombe under dansk baconeksport

Der kommer ikke tårnhøje toldsatser på svinekød, hvis brexit ender uden en aftale.

Svinekød fra Tican bliver ramt mindre hårdt end ventet, hvis brexit ender uden en aftale. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Hos slagteriet Tican har man længe skuet over Nordsøen med bekymring i blikket. Tican sender 15.000.000 kilo kød til Storbritannien om året, og den eksport har været i farezonen på grund af brexit.

Men i dag kom der gode nyheder. Den britiske regering har offentliggjort de toldsatser, som vil træde i kraft, hvis Storbritannien forlader EU uden en aftale.

Hos Tican kigger man først og fremmest på svinekød. Her kunne toldsatsen efter EU's regler om handel med lande uden for unionen være havnet på op til 40 procent, men nu lover den britiske regering, at tolden højest bliver 5-8 procent.

- Det er faktisk toldsatser, der ligger i underkanten af det, vi havde forventet. En told på fem procent fordyrer selvfølgelig varen, men det er ikke nogen katastrofe, siger Ove Thejls, administrerende direktør i Tican.

’Vi tager det ret roligt’

Hos slagteriet har man allerede kæmpet med eksporten, fordi det britiske pund er faldet i kurs og dermed har gjort det danske kød dyrere.

Et ’no-deal’-scenarie, hvor Storbritannien og EU ikke kan blive enige om en aftale, ville kunne have betydet så høje prisstigninger oven i, at det kunne blive meget besværligt at komme af med kødet.

Men fem procent er til at klare, mener slagteridirektøren.

- Englænderne er relativt kritiske forbrugere, og naturligvis vil andre lande forsøge at tage markedsandele fra os. Men det tager vi forholdsvis roligt, for vi har veletablerede kontakter i England. En beskeden toldsats vil selvfølgelig belaste varens pris, men vi tror, at vi kan sælge de danske varer til de kvalitetsbevidste engelske forbrugere. Så vi ser ret fortrøstningsfuldt på situationen, siger Ove Thejls.

Desuden er Storbritannien ved at blive mindre vigtig for slagteriet. Tican har forberedt sig på brexit længe ved at satse på eksport til andre lande, og det er især lykkedes at komme ind på markederne i Japan og Australien.

Det britiske parlament skal i aften beslutte, om Storbritannien skal have mulighed for at forlade EU uden en aftale. Du kan følge afstemningen live her på dr.dk.

Facebook
Twitter