Endnu en svensk bank mistænkes for hvidvask i milliardklassen

SEB afviser selv at være blevet brugt til hvidvask i Baltikum. Men der kan stadig være en risiko for det.

Banken SEB har selv gjort opmærksom på de mistænkelige pengestrømme. (Foto: Ints Kalnins © Scanpix)

Den svenske storbank SEB kan have været brugt til hvidvask for milliarder.

I en pressemeddelelse tirsdag aften fortæller ledelsen i SEB, at udenlandske kunder, har sendt 84,6 milliarder euro (632,1 milliarder kroner) gennem bankens estiske afdeling i perioden 2005-2018.

Ud af de 84,6 milliarder euro kommer 25,8 milliarder euro (192,8 milliarder kroner) fra det, som banken selv kalder for kunder med "lav gennemsigtighed".

Banken gør selv opmærksom

Disse kunder ville ikke leve op til bankens "nuværende standarder for gennemsigtighed og forbindelse til autentisk forretningsaktivitet", skriver banken i pressemeddelelsen.

Johan Torgeby, administrerende direktør hos SEB. (Foto: TT News Agency © Scanpix)

- Disse pengestrømme kan ikke sidestilles med verificerede hvidvaskaktiviteter, men der en øget risiko for hvidvask her, siger Johan Torgeby, administrerende direktør hos SEB, i meddelelsen.

Pressemeddelelsen fra SEB er blevet offentliggjort, i en tid hvor flere svenske medier er begyndt at mistænke banken for også at have været brugt til hvidvask.

I forvejen undersøges også Danske Bank og svenske Swedbank for samme.

Ikke som Danske Bank

SEB har tidligere afvist at have haft samme type problemer med kunderne, som Danske Bank og Swedbank kan have haft i bankernes afdelinger i Baltikum. Den udmelding fastholdes af Johan Torgeby.

- I den omfattende analyse, vi har lavet af vores forretning i Baltikum, har vi ikke set, at SEB er blevet udnyttet til hvidvask på en systematisk måde, siger SEB-topchefen i meddelelsen.

Han tilføjer imidlertid også, at banker til enhver tid er udsat "for de risici, finansiel kriminalitet indebærer".

/ritzau/