Endnu et advokatfirma skiller sig af med topadvokat efter udbytteskandalen

Leder af skatteafdelingen hos Accura må gå på grund af skatterådgivning.

Den tidligere Skat, som i dag hedder Skattestyrelsen kæmper i øjeblikket en kamp for at få 12,7 milliarder kroner tilbage, som menes at være det beløb, den danske statskasse er svindlet for. (Foto: Sarah Christine Nørgaard © Scanpix)

Sagen om svindel med udbytteskat koster nu jobbet for en topadvokat hos Accura.

Advokatfirmaet har hen over weekenden skilt sig af med en partner, som samtidig har været leder for virksomhedens skatteafdeling.

Fratrædelsen kommer efter, at advokatfirmaet Bech-Bruun fredag erkendte, at en tidligere partner i firmaet har rådgivet tyske North Channel Bank, som ifølge DR Nyheders og Politiken oplysninger spillet en central rolle i at få milliarder hevet op af den danske statskasse.

Den nu forhenværende skatterådgiver hos Accura, arbejdede indtil november 2015 for netop Bech Bruun, som har ydet problematisk rådgivning til den bedrageri mistænkte tyske bank i 2014 og 2015.

Partner og direktør i Accura, Ivan Madsen, bekræfter over for DR Nyheder, at skatterådgiveren er stoppet i firmaet.

- Vi udtaler os ikke om rådgivning ydet af andre advokatkontorer, men har taget redegørelsen til efterretning. Der er tale om rådgivning, som vi ikke ønsker at blive forbundet med, og derfor er samarbejdet med den pågældende medarbejder stoppet, skriver Ivan Madsen i en mail til DR Nyheder.

Rådgav North Channel Bank

Ifølge DRs oplysninger er skatterådgiveren netop den advokat, som i august 2014 rådgav den tyske bank North Channel om værdipapirer. Banken er ifølge DR Nyheder og Politiken oplysninger central i svindelsagen mod Danmark.

Det har ikke været muligt at få kontakt med den nu forhenværende partner i Accura.

Artiklen er rettet.

Vi har valgt at fjerne navnet på den omtalte advokat med henvisning til anbefaling fra DR’s Lytter- og Seer Redaktør, Jesper Termansen. Læs hans redegørelse her.

Facebook
Twitter