Englænder overtager FC Nordsjælland med hjælp fra afrikansk velhaverfamilie

Tom Vernon køber investorer ud af superligaklubben FC Nordsjælland.

FC Nordsjælland har haft stor succes med at udvikle spillere og senere sælge med god profit. Senest er superligaprofilen ghanesiske Mohammed Kudus solgt til den hollandske storklub Ajax for 67 millioner kroner. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Den engelske forretningsmand Tom Vernon har med et lån på 55 millioner kroner fra Danske Bank købt alle øvrige investorer ud af superligaklubben FC Nordsjælland, så han nu helt og holdent sidder på ejerskabet af fodboldklubben.

- Det har hele tiden været planen at betale investorerne ud, når vi fik muligheden for det – både fra deres og vores side. De trådte til med en stor støtte til os, da vi havde brug for det og havde muligheden for at investere i en fantastisk klub som FCN, og det gjorde de uden profit i sigte, siger bestyrelsesformand i FC Nordsjælland Tom Vernon i en pressemeddelelse.

FC Nordsjælland er en del af Right to Dream-gruppen, som blandt andet sender afrikanske, talentfulde fodboldspillere på High Schools og universiteter i USA og Storbritannien og driver et akademi i det østlige Ghana.

FC Nordsjælland er indtænkt i organisationen som et trinbræt til en karriere som professionel for de afrikanske fodboldtalenter.

Hjælp fra Mansour-familien

Tom Vernon overtog sammen med en række investorer i 2015 FC Nordsjælland.

Men med hjælp fra den egyptiske milliærder-familie, Mansour, er det lykkedes at få stillet tilstrækkelig med garantier, til at Danske Bank altså vil låne Tom Vernon de 55 millioner kroner til købet.

Ejer af FC Nordsjælland, Tom Vernon. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Dermed øger Tom Vernon sin aktieandel fra omkrin 50 til 100 procent af selskabet.

Ifølge dokumenter uploadet til det britiske selskabsregister har Mansour-familien gennem et selskab på Caymanøerne, Man Sports Limited, garanteret for lånet til Tom Vernon.

Til gengæld er aktierne i FC Nordsjælland og Right to Dream stillet som sikkerhed for Mansour-selskabet på Caymanøerne.

- Vi har valgt ikke at betale lånet med for eksempel transferindtægter fra spillersalg eller andre af klubbens indtægter, da vi ikke vil påvirke klubbens og vores to akademiers drift. Derfor har vi lånt pengene i Danske Bank til det, vi opfatter som meget konkurrencedygtige vilkår, siger Tom Vernon.

Efter købet af FC Nordsjælland sidder Tom Vernon på 96,25 procent af aktierne i Right to Dream Limited, som er registreret i Storbritannien.