"Svindelfirma". "Det rene fup". "Jeg føler mig virkelig snydt".
Netbutikken HanneJensen.com har ikke ligefrem jublende kunder, hvis man skal tro anmeldelserne på bedømmelsessiden Trustpilot.
Faktisk scorer hjemmesiden sølle 1,1 stjerner - på en skala hvor 1 er værst og 5 er bedst.
Og HanneJensen.com er da også en af de hjemmesider, som Forbrugerombudsmanden nu går ud og advarer mod med navns nævnelse.
Den falder nemlig ifølge myndigheden i kategorien af "tvivlsomme netbutikker", der giver sig ud for at være danske.
Men i virkeligheden drives de fra Kina eller et andet fjernt land.
Mange bliver skuffede
Den slags sider oplever Forbrugersombudsmanden for tiden et stigende antal klager over.
- Desværre er det relativt nemt at oprette tvivlsomme netbutikker, der fremstår, som om de har en tilknytning til Danmark, uanset hvor på kloden man befinder sig, udtaler forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.
Typisk har netbutikkerne danskklingende navne som HenrikPetersen.com, Aikokbh.dk eller Bjornkobenhavn.dk og annoncerer på Facebook til danske brugere.
Siden er også skrevet på dansk, priserne er i danske kroner, og på overfladen ser det normalt ud.
Men hvis man bestiller hos dem, ender mange med at blive skuffede.
Nogle oplever, at varerne aldrig ankommer.
Andre, at den er i markant dårligere kvalitet end lovet. For eksempel en skjorte af polyester i stedet for hør, eller hvor syningerne er gået op.
Og mange skriver, at hvis man vil have sine penge tilbage, skal man selv betale for at fragte varen tilbage til en adresse i for eksempel Kina.
Selv hvis det lykkes, får man måske endda kun et gavekort til at købe flere skuffende varer fra butikken frem for at få penge retur.
'Jeg tænker shit'
Det oplevede Ulla Kyhn fra Helsingør også, da hun købte en bomuldsbluse fra HanneJensen.com.
- Det så meget pålideligt ud. De skrev, de havde designere fra København og Paris, og at de arbejdede på bæredygtighed og med kort transport. Det var meget lækkert sat op og meget tillidsvækkende, fortæller hun.
Men da blusen ankom, var den i en helt anden farve end den, Ulla Kyhn havde valgt. Og den var desuden lavet af kunststof.
- Jeg tænker "shit". Jeg ville jo aldrig have købt den trøje i 100 procent akryl i den farve. Som i aldrig. Det var dårlig kvalitet, siger Ulla Kyhn.
Da hun skriver til sidens kundeservice for at klage, bliver hun først tilbudt at sende varen tilbage til deres lager i Kina - for omtrent samme pris, som blusen havde kostet.
Det protesterer Ulla Kyhn imod - og så bliver hun blokeret fra at skrive mere til siden.
- Jeg blev så rasende. Og jeg kunne så se på Trustpilot, at rigtig mange andre var blevet snydt med præcis de samme ting, siger Ulla Kyhn.
Forbrugerråd: Husk den kritiske sans
Hos Forbrugerrådet Tænk genkender man problemet med de udenlandske sider, der snyder danske forbrugere.
- Det bedste er at være kritisk, uanset hvilken hjemmeside man handler på. Altså at man forsøger at tage sin sunde fornuft med, ligesom man ville gøre, hvis man handlede alle mulige andre steder, siger jurist Martin Bruun-Houmølle fra Forbrugerrådet.
Han nævner, at man blandt andet skal være på vagt, hvis priserne er usædvanligt billige eller "mærkelige".
- I Danmark ville du typisk se en pris som 199 kroner, men på de her sider er det måske 187,45 kroner eller noget andet lidt specielt, fortæller Martin Bruun-Houmølle.
Ofte vil teksten også bære præg af at være maskinoversat til dansk. Så der dukker spøjse formuleringer op her og der.
Ifølge Tænk er der ingen måde på forhånd at garantere, at en hjemmeside er god nok.
Men de anbefaler, at man blandt andet ser efter, om der er en dansk adresse og et dansk telefonnummer, man kan kontakte firmaet på. Også meget gerne danske handelsbetingelser og et dansk CVR-nummer, som er en virksomheds svar på et CPR-nummer.
Og så er der også typisk en god idé at se på andre brugeres anmeldelser på en uafhængig side.
- Det plejer i hvert fald at give en eller anden indikation af, hvad andre forbrugeres oplevelser har været, lyder det fra Martin Bruun-Houmølle.
Ulla Kyhn har også fået skærpet sin kritiske sans af sin dårlige oplevelse med HanneJensen.com, fortæller hun.
- Fremover vil jeg tjekke det ud inde på Trustpilot, hvis jeg handler på nettet. Det har da været en lærestreg i hvert fald, siger hun.