Er endnu en nordisk bankskandale på vej? Lækkede dokumenter kaster mørke skygger over Norges største bank

Den norske bank DNB kan have været direkte involveret i korruptionsbetalinger til afrikanske embedsmænd.

Interne dokumenter fra en islandsk fiskerigigant er med til at involvere den norske storbank DNB i en bestikkelsessag. (Foto: Ints Kalnins © Scanpix)

En vaskeægte bankskandale rammer i disse timer Norge.

Norges største - og delvist statsejede - bank har tilsyneladende været brugt til korruptionsbetalinger til namibiske embedsmænd.

Det afslører interne dokumenter fra den islandske fiskerigigant Samherji, som er blevet offentliggjort på Wikileaks, og siden bragt af islandske medier og på Al Jazeera.

Det er det islandske fiskeriselskab, der angiveligt har betalt bestikkelse til embedsmænd fra Namibia for at sikre sig kvoter til at fiske makrel ud for den namibiske kyst. Betalingerne skulle være foregået gennem DNB.

Ifølge de lækkede dokumenter er 70 millioner dollars (475 mio. kroner, red.) gået gennem et skuffeselskab i skattelyet på Marshall Island. Ifølge dokumenterne, så er selskabet blandt andet blevet brugt til at betale løn til mandskab ombord på Samherjis fabrikstrawlere.

Desuden skulle der også gennem den norske bank være blevet overført penge fra et selskab på Cypern til et selskab i Dubai, som er blevet brugt til bestikkelse af embedsmændende, der inkluderer Namibias fiskeriminister Bernhard Esau.

Selskabet var for risikabelt for norsk bank

I maj 2018 lukkede DNB bankkontiene tilhørende skuffeselskabet på Marshall-øerne, efter at en amerikansk bank afviste en transaktion.

Her fandt den norske bank ifølge islandske medier frem til, at det var for risikabelt at beholde skuffeselskabet som kunde, fordi man risikerede bøder fra de amerikanske myndigheder.

- En amerikansk bank reagerer, men ikke DNB. Hvad siger det om kontrolsystemet i DNB? Er DNB's systemer lige så gode som amerikanske reguleringer og EU's hvidvaskingsdirektiv kræver, spørger Tina Søreide, der er økonomiprofessor ved Norges Handelshøjskole til det norske erhvervsmedie DN.no.

Til DN.no siger DNB's koncerndirektør, Thomas Midteide:

- Vi kan ikke kommentere på denne type spekulationer. Vores opgaver er, at rapportere mistænkelige betalinger til Økokrim (det norske bagmandspoliti, red.). Vi indrapporterer tusindvis af betalinger hvert år, men vi kan ikke sige, hvad vi konkret sender til politiet.

Samherij er stadig kunde hos DNB

Ifølge det islandske medie Stundin, så har det ikke været muligt for DNB at finde ud af, hvem der stod bag selskabet på Marshall Islands. Men banken formodede, at selskabet var ejet af den islandske fiskerikoncern Samherji.

Men selvom banken altså lukkede konti fra skuffeselskabet, som de mente tilhørte det islandske selskab, så er Samherji fortsat kunde hos DNB.

Samherji oplyser i dag i en pressemeddelelse, at selskabets administrerende direktør, Thorsteinn Már Baldvinsson, forlader sin post, mens selskabet foretager en intern undersøgelse.