Er unaturlige renter et krisetegn? Derfor skal du kende til bøvlet begreb

Bedre afkast på korte investeringer end på lange skaber bekymring. Men er der grund til det?

Seneste gang, at rentekurven lagde sig på skjoldet, var i december 2005, og fænomenet forvarslede dermed den globale økonomiske krise, som tag fart i december 2007.

Normalt er det sådan, at jo længere tid du er klar til at binde dine penge, jo flere penge får du igen på en investering.

Men verdensmarkederne for investeringer er i øjeblikket langt fra normale, og det har skabt stor bekymring omkring den såkaldte 'omvendte rentekurve'.

Det er en tilstand, hvor man kan tjene flere penge på obligationer med kort løbetid end på dem med længere løbetid, forklarer DR Nyheders økonomikorrespondent Casper Schrøder.

- Det er en meget teknisk, økonomisk betragtning, men historisk har det vist sig, at den er vigtig at holde øje med, hvis man vil finde ud af, hvad der kommer til at ske i verdensøkonomien.

Renterne på 10-årige amerikanske statsobligationer faldt onsdag amerikansk tid til under afkastet på de to-årige amerikanske obligationer, skriver CNN.

Det er første gang siden 2007, at det er sket, og det har ført til bekymringer for, at den omvendte rentekurve er et tegn på en begyndende økonomisk krise.

Kan være et varsel om nedtur

Når der er tale om, at rentekurven vender på hovedet, så er det et udtryk for, at bekymrede investorer i øjeblikket skifter deres aktier ud med obligationer.

Obligationer anses nemlig for at være mere sikre, end hvis man sætter sine penge i aktier, og når efterspørgslen på obligationer stiger, falder renten på de mest efterspurgte.

- Når noget så teknisk som den omvendte rentekurve pludselig får stor opmærksomhed og trækker overskrifter, så viser det, hvor desperate mange er for at få et svar på, hvad den verdensøkonomiske uro ender med, siger Casper Schrøder.

Der er dog en grund til, at det kan være en god idé at tage det lidt bøvlede begreb med i en vurdering af tilstanden på verdensmarkederne, forklarer han.

- Når rentekurven bliver vendt om, kan det være et varsel om en forestående recession, altså en længere tilbagegang i økonomien, siger økonomikorrespondenten.

Amerikanske aktiemarkeder har i de seneste dage oplevet fald og udsving:

Gået forud for seneste kriser

Noget af forklaringen på frygten for den omvendte rentekurve er ifølge det amerikanske medie CNBC, at fænomenet har gået forud for hver eneste store amerikanske krise siden 1956.

Seneste gang, at rentekurven lagde sig på skjoldet, var i december 2005, og fænomenet forvarslede dermed den globale økonomiske krise, som tog fart i december 2007, skriver mediet.

Den krise er i dag bedre kendt som finanskrisen, men det betyder dog ikke, at der ikke også har været kortere perioder indimellem, hvor rentekurven har vendt sig, uden at det har ført til yderligere tumult på verdensmarkederne.

Man skal derfor være varsom med at drage for tidlige paralleller mellem fortidens kriser og de korte, midlertidige perioder, hvor fænomenet opstår og forsvinder igen, mener Casper Schrøder.

- Den omvendte rentekurve er selvfølgelig bedre til at spå om verdensøkonomien end tarotkort, men den er ikke noget stensikkert tegn på, at økonomien kommer i tilbagegang, siger han.

Du kan få svar på syv andre spørgsmål om lavere renter her.

Tidligere fremgik det af artiklen, at renten ved den omvendte rentekurve stiger på de meste efterspurgte obligationer. Der skulle have stået, at renten falder. Fejlen er rettet.

Facebook
Twitter