Erhvervsliv vil forkorte isolation: Samfundet går i stå, når man ikke kan komme tilbage på arbejde

Lange isolationstider skaber personalemangel, lyder kritikken. Men ekspert er skeptisk.

Hver eneste dag, en ansat går hjemme i isolation, betyder noget for en virksomhed, lyder det fra Dansk Industri.

I takt med at smitten stiger, er flere danskere hver dag nødsaget til at gå i isolation. Og det belaster arbejdspladserne.

Derfor vil brancheorganisationerne Dansk Erhverv og Dansk Industri have forkortet isolationstiden, så medarbejderne kan komme hurtigere tilbage på arbejde end i dag.

- Vi har lige lavet en medlemsundersøgelse, der viser, at der er 70 procent højere sygefravær, end der normalt er på denne tid af året. Og det er jo ikke kun, fordi folk er mere syge. Det er også, fordi de bliver ramt af isolationskrav, siger Emil Fannikke Kiær, der er politisk direktør i Dansk Industri.

Også i Dansk Erhverv mener man, at det er på tide at forkorte isolationen, så det bliver mere tilsvarende kravene i andre lande.

- Man skal følge nogle internationale normer og have et antal dage, der også passer med, hvad sundhedseksperterne siger, og der virker det for højt i Danmark. For samfundet går i stå, når man ikke kan komme tilbage på arbejde eller i skole, siger Dansk Erhvervs direktør Brian Mikkelsen.

I Storbritannien har man valgt at forkorte isolationsperioden til fem dage.

- Man regner med, at det vil øge smitten i mindre grad, fordi man stadigvæk kan smitte på sjettedagen. Men man vælger at gøre det, fordi arbejdskraft, testkapacitet og uddannelsesbehovet for de unge vejer tungere, siger Flemming Konradsen, der er professor i global sundhed ved Københavns Universitet.

Ekspert: Uklogt at pille ved reglerne nu

Både Dansk Industri og Dansk Erhverv ser generelt positivt på udviklingen, hvor de mange smittetilfælde ikke har betydet en tilsvarende stigning i indlæggelsestallene.

Samme toner lød fra statsminister Mette Frederiksen (S) mandag, da hun i et interview med Ekstra Bladet sagde, at det er på tide at genoverveje coronarestriktionerne.

Og her håber brancheorganisationerne altså, der bliver ændret på isolationskravet.

Men vi skal passe på, vi ikke går for hurtigt frem, siger Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet i Odense.

- Jeg synes, det er uklogt at begynde at pille ved reglerne, som de er nu, siger han.

For selvom antallet af indlagte ikke er fulgt med den voldsomme stigning i smittetilfælde, er det i landets interesse at strække smittekurven ud, så der ikke bliver for mange smittede på én gang.

- Vi skal undgå en undtagelsestilstand, hvor der ikke er nogen, der kan gå på arbejde eller passe de syge.

- Vi skal huske på, at selvom man ikke bliver så syg af omikronvarianten, så er der vel ingen der forestiller sig, at folk skal gå syge på arbejde eller gå på arbejde, mens de stadigvæk er smittefarlige. Det er der vel heller ingen i erhvervslivet, der forestiller sig, siger Hans Jørn Kolmos.

Professor Flemming Konradsen ser lidt anderledes på sagen.

- Det er klart, at det bedste ville være at teste os alle sammen hele tiden og isolere os selv, men det er ikke noget, man kan drive et samfund på baggrund af, siger han.

Vil have alle restriktioner fjernet fra 1. februar

Fra erhvervsorganisationerne er det ikke kun isolationskravet, man mener, det er på tide at lempe.

Der skal faktisk vinkes farvel til alle restriktioner.

- Jeg synes, vi har nået grænsen nu. Vi opfordrer regeringen og politikerne til at åbne alt igen, siger Brian Mikkelsen.

Han og Emil Fannikke Kiær ser begge 1. februar som en oplagt dato til at fjerne samtlige af de tilbageværende restriktioner.

- Men så skal alt altså også være åbent, og så skal der være en tilkendegivelse fra det politiske system om, at nu er alt åbent, medmindre det ender i fuldstændig dramatik, siger Brian Mikkelsen.

Og det skal være slut med en politik, hvor man gang på gang lukker ned eller indfører restriktioner igen.

- Det skal være op til myndighederne, men vi er også nødt til at se det i et bredere perspektiv. Altså hvordan vi kommer hen i en situation, hvor vi ikke hele tiden laver krisestyring fra dag til dag, men prøver at tænke over, hvordan vi kan leve med det her som samfund, siger Emil Fannikke Kiær fra Dansk Industri.

- Jo hurtigere, man kan få folk fuldt tilbage på arbejde, jo bedre. Man skal også huske på, at der stadigvæk er virksomheder, der er lukket helt ned.

Sundhedsstyrelsen er endnu ikke vendt tilbage på vores henvendelse.