Erhvervslivet frygter pensionsalder ved 70 år: 'Dødbringende' og 'gambling med velfærdssamfundet'

De tre største erhvervsorganisationer advarer mod fast pensionsalder.

Tilbage i 2006 blev der indgået et bredt forlig mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Radikale Venstre, hvor efterløns- og pensionsalderen i fremtiden kommer til at stige i takt med befolkningens levealder. (Foto: Anne Bæk © Scanpix)

Regeringen vil i morgen præsentere sit udspil til, hvornår bryggeriarbejderen Arne og nedslidte kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet

Samtidig advarer erhvervslivets tre største organisationer i Politiken mod, at politikerne generelt sænker pensionsalderen.

Direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen kalder det "dødbringende" for både økonomi og velfærdssamfund.

- Vi bliver flere og flere ældre. Det vil sige, at vi har brug for flere velfærdsudgifter, og vi har brug for flere hænder ude på arbejdsmarkedet i fremtiden, siger han.

Bryder med historisk forlig

Tilbage i 2006 blev der indgået et bredt forlig mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Radikale Venstre, hvor efterløns- og pensionsalderen i fremtiden kommer til at stige i takt med befolkningens levealder.

Radikale Venstre og Dansk Folkeparti har dog siden åbnet for, at den stigende pensionsalder fastfryses ved 70 år. Bruddet med det såkaldte Velfærdsforlig er også støttet af Enhedslisten og SF.

Men ikke af erhvervslivet, lyder kritikken fra Brian Mikkelsen.

- Hvis man politisk vælger at trække flere mennesker ud af arbejdsmarkedet, så kan vi ikke finansiere velfærdssamfundet længere, og vi kommer til at mangle arbejdskraft i vores virksomheder, siger han.

'Vil gøre os fattigere'

Også Dansk Arbejdsgiverforening er kritisk over for, at partierne overvejer at bryde Velfærdsforliget.

Direktør Jacob Holbraad siger, at 'politikerne gambler med velfærdssamfundet', når de taler om at sænke pensionsalderen.

- Uden den stigende pensionsalder, som stiger med, at vi allesammen bliver ældre og mere sunde, så vil vi komme i en situation, hvor vi vil få færre til at kunne arbejde på danske virksomheder og betale skat.

- Færre vil være på pension, som i stedet skal have overførselsindkomster. Det vil gøre os allesammen fattigere, siger han.

Det er i en kronik i Avisen Danmark, at statsminister Mette Frederiksen (S) skriver, at regeringen tirsdag vil præsentere sit udspil.

- Det er uretfærdigt, at de, der har arbejdet, siden de var helt unge, skal blive på arbejdsmarkedet lige så længe som de, der måske først er begyndt at arbejde langt op i tyverne, skriver Mette Frederiksen sammen med finansminister Nicolai Wammen (S), skatteminister Morten Bødskov (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i Avisen Danmark.

Nedenfor kan du indtaste din fødselsdato og se, hvornår du kan gå på pension, som reglerne er nu. Du kan også se, hvor langt et otium du kan regne med at få.

.

Om pensionsberegneren

  • Pensionsberegneren er lavet ud fra prognosen for middellevetid ifølge DREAM og Danmarks Statistik.

  • Middellevetid er det antal år, en person fra en bestemt årgang har tilbage at leve i ifølge gennemsnittet. Middellevetiden kan være forskellig for hver årgang.

  • Middellevetiden er her beregnet ud fra en 60-årig mand og en 60-årig kvinde i hvert enkelt årstal.

Facebook
Twitter