Erhvervsminister: Det er vigtigt at afprøve, om man kan dømme Danske Bank

Bagmandspolitiet har i dag sigtet Danske Bank for at overtræde hvidvasklovgivningen.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) ser gerne, at sagerne om hvidvask i Danske Bank bliver prøvet i retten. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

De omfattende sager om hvidvask for milliarder i Danske Banks estiske filial er nu kommet et skridt nærmere en retssag.

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), bedre kendt som bagmandspolitiet, har nemlig i dag sigtet Danske Bank for at overtræde hvidvaskloven.

Og det glæder erhvervsminister Rasmus Jarlov (K), der kalder det et vigtigt skridt mod at drage banken til ansvar.

- Der er selvfølgelig vigtigt at få afprøvet, om man kan fælde en dom mod Danske Bank. Det skal ikke accepteres, at der foregår hvidvask i danske banker.

- Det er vigtigt, at en sag som den her bliver undersøgt til bunds, og at banken drages til ansvar. Det er det, der sker, når nu bagmandspolitiet vælger at sigte den og formentlig rejse en sag, siger han.

Der er tale om verdenshistoriens måske største hvidvasksag, mener erhvervsminister Rasmus Jarlov (K).

Det er dog vigtigt at understrege, at banken blot er sigtet og ikke tiltalt, og at sagen derfor endnu ikke er sendt i retten.

Danske Bank er sigtet for fire forhold i perioden 2007 til 2016.

"Verdenshistoriens måske største hvidvasksag"

Ifølge bagmandspolitiet har Danske Bank ikke har haft tilstrækkelig kontrol eller nok mandskab til at overvåge pengeoverførsler, der strømmede gennem bankens filial i Estland.

- Vi arbejder fortsat intenst med efterforskningen. Det videre forløb skal nu afklare, om der her i landet kan rejses en straffesag mod Danske Bank, udtaler statsadvokat Morten Niels Jakobsen i en pressemeddelelse.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov, der kalder det "verdenshistoriens måske største hvidvasksag", vil dog ikke gå så langt som til at sige, at han håber, at banken ender med en dom.

- Jeg har ingen holdning til, om der skal fældes dom eller ej. Det overlader jeg trygt til retssystemet. Jeg stoler på, at hvis der kan fældes en dom, så bliver der fældet en dom, siger han.

I dag er der alene rejst sigtelse mod Danske Bank som selskab. Men bagmandspolitiet undersøger med efterforskningen, om der kan rettes et personligt ansvar mod enkeltpersoner i Danske Banks ledelse.