Erhvervsminister vil undersøge om døren kan smækkes i for TDC's hovedejer

Australsk banks indblanding i udbytteskandale risikerer at koste banken mulighed for at drive forretning i Danmark.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) vil se på muligheden for at screene investorer i danske virksomheder for økonomisk kriminalitet. (© DR Nyheder)

Den australske investeringsbank Macquarie skal ikke have lov til at købe sig ind i flere danske virksomheder, hvis banken bliver dømt for økonomisk kriminalitet.

Sådan lyder meldingen fra erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) i forbindelse med et samråd om den formodede svindel med udbytteskat mod europæiske statskasser begået af et internationalt netværk af advokater, finansfolk og banker.

- Man skal ikke sætte en pyroman til at arbejde på en tændstikfabrik. På samme måde ønsker vi heller ikke, at virksomheder, der er dømt for alvorlig økonomisk kriminalitet, får mulighed for at begå økonomisk kriminalitet i Danmark, siger han.

Skal drøfte tiltag med ministerkolleger

Macquarie, der i februar købte den danske telekoncern TDC sammen med pensionskasserne ATP og PFA, er ikke dømt for økonomisk kriminalitet i Danmark.

Men som DR har dokumenteret, bliver investeringsbankens øverste ledelse efterforsket af de tyske myndigheder i forbindelse med formodet svindel med udbytteskat mod den tyske statskasse.

Derfor ønskede erhvervsordførerne fra flere partier at høre, hvad regeringen har tænkt sig at gøre for at forhindre, at økonomisk kriminelle kan købe aktier i danske virksomheder.

Og særligt i kritiske infrastrukturvirksomheder som TDC - og Københavns Lufthavne, som Macquarie solgte sidste år efter et 12 år langt ejerskab.

- Jeg vil tage en diskussion med skatteministeren og justitsministeren om, hvorvidt vi kan regulere folk, der er dømt for alvorlig økonomisk kriminalitet. Jeg er ikke færdig med de overvejelser, så jeg kan ikke sige, hvordan det ender, sagde Rasmus Jarlov på samrådet.

Direktøren kan stoppes - men ikke ejeren

Med den nuværende lovgivning er der mulighed for at fratage kriminelle retten til at stifte og drive virksomhed.

Eksempelvis kan de såkaldte fit & proper-regler udelukke personer fra at drive bankvirksomhed, hvis de for eksempel er dømt for at overtræde hvidvasklovgivningen.

Samme mulighed som ved driften af virksomheder gør sig dog ikke gældende i forhold til ejerskab af virksomheder.

- Vi har allerede regler til at holde folk med plettet baggrund ude af finanssektoren. Men det har vi ikke i forhold til ejerskab af aktier, sagde Rasmus Jarlov på samrådet.

Aktieudlån misbrugt til udbyttesvindel

Den formodede svindel og spekulation med udbytteskat er foregået ved, at en aktionær har søgt om refusion af den samme udbytteskat – en eller flere gange – uden at have ret til det.

Det var sådan, at den hovedmistænkte i den formodede svindel mod Danmark, Sanjay Shah, bar sig ad med at trække hovedparten af de 12,7 milliarder kroner, der mangler i den danske statskasse, op.

Metoden har været mulig, fordi aktionærer har ret til at låne deres aktier ud til en anden part, der kan tjene penge, hvis kursen på den pågældende aktie falder – såkaldt shortselling eller shorting.

Jarlov: Aktieudlån kan også være legitime

Erhvervsminister Rasmus Jarlov mener, at aktieudlån på den baggrund har fået et ry, der ikke er fortjent.

Metoden bliver brugt på alverdens aktiemarkeder, heriblandt det danske, hvor en del af aktierne i de største virksomheder bliver udlånt til shortselling.

- Man kan ikke sige, at det at låne en aktie ud per definition er skidt. Shortselling er helt legitimt og med til at prisfastsætte en aktie korrekt, så de kommer i det rigtige leje, når folk skal købe dem.

Rasmus Jarlov er dog villig til at se på, om man kan forhindre, at metoden bliver brugt til svindel og spekulation med udbytteskat.

- Hvis udlån sker udelukkende for at kræve udbytteskat tilbage, så tjener det ikke et anerkendelsesværdigt formål, og så skal vi forhindre det, sagde han.

Facebook
Twitter