Erhvervsstyrelsen får nyt våben mod selskabssvindel

Fra den 1. juli kan Erhvervsstyrelsen stikke snablen i andre myndigheders data.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen håber, at ny lov kan modvirke det 'svineri', som dansk firma har efterladt ved at hjælpe nødlidende selskaber med at løbe fra regningen. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Når en svindler kan fortsætte med at bruge den samme stråmand til at oprette selskaber, som bliver udnyttet til at svindle de offentlige kasser, skyldes det især, at de offentlige myndigheder har været for dårlige til at tale sammen.

Men en ny lov giver Erhvervsstyrelsen mulighed for at stikke snabelen i andre myndigheders data og dermed opdage svindelmønstrene langt tidligere.

- Vi tror meget på den her lov. Vi tror på, at data kan indvirke på, hvordan man agerer, så det er en ret god start på at få rettet op på de fejl, der har været indtil nu, siger Tom Vile Jensen, der er erhvervspolitisk direktør hos FSR - danske revisorer.

Hidtil har myndighederne ikke haft mulighed for at samkøre registrene. For eksempel har Skat ikke haft adgang til Erhvervsstyrelsens register og personer med konkurskarantæne.

- Der vil altid være en kreativ, forbryderisk hjerne et sted, som vil forsøge at komme rundt om det system. Det her kommer helt afgjort til at virke, men det kommer ikke til at lukke ned for svindel, siger Henrik Sjørslev, der er konkursadvokat i DLA Piper Law.

Rexkerns mange selskaber

I aftes kunne DR-dokumentaren 'Afsløret' fortælle om det danske firma Rexkern, som har specialiseret sig i at overtage nødlidende selskaber, der senere er gået ned med stor gæld til det offentlige.

Rexkern har været involveret i 343 selskaber, hvor de fleste er gået konkurs eller er tvangsopløst. Fælles for selskaberne er, at direktionen og bogføringen typisk er forsvundet, når det nødlidende selskab er blevet overtaget af en kurator.

'Afsløret' har fået aktindsigt i kuratorernes gennemgang af 45 af selskaberne, som viser et ubetalt skattekrav på samlet 340 millioner kroner.

Det er svindelnumre, som det Rexkern står bag, den nye lov skal forhindre.

- Det, der kunne have bonnet ud, var, at nogle af de samme personer går igen ved oprettelsen af virksomhederne og kan være klumpet sammen det samme sted i København. Jeg er ret overbevist om, at denne lov gør det sværere. Det kan ikke nødvendigvis forhindre, men sandsynligheden for, at det bliver opdaget tidligere, er større, siger Tom Vile Jensen.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) håber, at et øget fokus på data vil sætte snubletråde op for systematisk svindel.

- Den nye lov giver myndighederne bedre muligheder for at samkøre data, så Skat og politiet kan komme efter kriminelle, så man også undgår det svineri, man også har set i den her udsendelse.

80 millioner til maskinlæring

Samtidig har Erhvervsministeriet afsat 80 millioner kroner over de næste fire år til at indføre såkaldt maskinlæring.

Maskinlæring er et område af datalogi, som sætter computere i stand til selv at finde sammenhænge og udarbejde forudsigelser.

- Vi skal sætte ind med mere kontrol fra politi og Skat, og ovre ved mig i Erhvervsministeriet har vi fået afsat 80 millioner kroner ekstra de kommende fire år til maskinlæring. Vi skal bruge dataene til at samkøre, om der er mønstre og tegn på svig i de datamønstre, som ellers ikke ville være opdaget, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen.

Den nye lov træder i kraft den 1. juli.