Esbjerg Havn har brugt tre millioner på et 'hårdt' brexit: 'Vi sidder som på nåle'

Nu ændrer Esbjerg Havn i vagtplanerne efter brexit-udskydelse.

Esbjerg Havn er udvidet for tre millioner kroner til at håndtere kødannelser i tilfælde af hårdt brexit, fortæller salgsdirektør Jesper Bang til morgen, efter brexitforlængelsen..

Endnu en gang var brexit tæt på at lande i en hård maveplasker.

Men i sidste øjeblik kom EU's statsledere Storbritannien til undsætning og valgte at udskyde en britisk udmelding af EU til senest den 31. oktober i år.

På havnen i Esbjerg er reaktionerne lidt blandede dagen derpå. Her går langt størstedelen af varerne mellem Danmark og Storbritannien igennem, og derfor har havnen skulle forberede sig på, at Storbritannien reelt kunne være ude af EU fredag aften.

- Vi sidder som på nåle og er også klar til om seks måneder. Men vi er da lidt utålmodige. Nu står vi her og har gjort klar til at løse en opgave og går jo bare og venter på den opgave, siger Jesper Bang, der er salgsdirektør på Esbjerg Havn.

Mellem 200 og 300 trailere om dagen

Esbjerg Havn har brugt omkring tre millioner kroner på at gøre havnen klar til at et hårdt brexit. Havnen har blandt andet investeret i ekstra køpladser, fordi et no deal-scenarie ville gøre det langt mere omstændigt at fortolde varer, der skal ind og ud af landet.

- Vi modtager og sender 200 til 300 trailerer fra og til UK hver dag, og de trailere skal ikke toldbehandles. I tilfælde af, at UK bliver et toldbehandlingsland, så øges tiden, det tager at toldbehandle. Derfor har vi skulle skabe kapacitet, siger Jesper Bang.

Den nyoprettede Toldstyrelsen er blandt andet rykket ind i nye lokaler på Esbjerg Havn, hvor de har forberedt sig på et hård brexit.

Kan få flere varer

Selv om havnen i Esbjerg Havn forventer mindre handel mellem EU og Storbritannien, når landet trækker sig fra det europæiske samarbejde i EU, så kan et hårdt brexit faktisk give lidt ekstra at lave på havnen, lyder vurderingen fra Jesper Bang:

- I sammenligning med andre store havne i Europa er Esbjerg Havn en lille havn, men vi har ekstra kapacitet, så hvis nogle af de store havne bliver meget belastet, så vil nogle af varerne finde alternative ruter, og en af de steder, der ville kunne mærke det, kunne være Esbjerg Havn, siger Jesper Bang.

Der var ellers planlagt ekstra mandskab til at møde ind over weekenden. Men den vagtplan bliver nu lavet om.

- Vi havde arbejdstidsplanlægning til weekenden, så der var folk kaldt ind til at løse sitautionen nu og her. Nu udskyder vi de planer nu holder røje med sitautionen og venter. Vi er klar og er klar til juni og september, siger han.

Facebook
Twitter