Estisk medie: Finanstilsyn vil lukke Danske Bank i Estland

Myndigheder i Estland vil ifølge estisk medie have Danske Bank-afdeling lukket før planlagt.

Ifølge sin egen rapport kan Danske Bank være blevet brugt til hvidvask for op mod 200 milliarder euro - omkring 1500 milliarder kroner - via sin estiske filial. (arkivfoto) (Foto: Raigo Pajula © Scanpix)

Finanstilsynet i Estland vil have Danske Banks estiske afdeling lukket, skriver det estiske medie ERR ifølge Børsen.

Finanstilsynet ønsker ikke at bekræfte oplysningen, men ifølge Børsen vil der klokken 14 blive afholdt et pressemøde om Danske Bank i Tallinn.

Danske Bank har tidligere annonceret, at afdelingen skal lukkes. I oktober oplyste pressechef i Danske Bank Kenni Leth, at nedlukningen kunne tage omkring et år.

Afdelingen er i centrum af den hvidvasksag, der har Danske Bank i hovedrollen.

Som følge af sagen foregår der en efterforskning af Danske Bank i flere lande. Herunder Danmark, USA, Storbritannien og Frankrig.

Ifølge sin egen rapport kan Danske Bank være blevet brugt til hvidvask for op mod 200 milliarder euro - omkring 1500 milliarder kroner - via sin estiske filial.

Filialen lod fra 2007 til 2015 store beløb flyde igennem sig fra personer og virksomheder fra det tidligere sovjetunionen. Det skete stort set uden kontrol og i samarbejde med ansatte i filialen.

Bankens egen rapport konkluderer, at der var sket betydelige fejl. Bankens undersøgelse fandt dog ikke, at banken havde brudt loven. Rapporten konkluderede ikke, at der definitivt var sket hvidvask, men at det var en stærk mistanke. Sagen har mere end halveret bankens markedsværdi. Som et direkte resultat af sagen har Thomas Borgen forladt posten som direktør. Ligeså har Ole Andersen forladt sin plads som formand for bestyrelsen.

/ritzau/