Estisk statsanklager efterforsker Danske Bank

Efter et krisemøde i det estiske parlament har justitsministeren bedt statsanklageren efterforske Danske Bank.

Investoren Hermitage Capital har tabt mange penge på hvidvask i Danske Banks estiske filial, og nu undersøger statsadvokaten sagen. (Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen © Scanpix)

Den estiske statsanklager har startet en officiel efterforskning af lovbrud i Danske Banks estiske filial, skriver Børsen.

Investoren William Browder har politianmeldt 26 medarbejdere i filialen, der har været centrum for potentiel hvidvask af penge.

Han er chef for Hermitage Capital Management, der i 2007 var offer for et tyveri af 1,4 milliarder kroner.

Beslutningen om at starte efterforskningen er taget af justitsminister Urmas Reinsalu efter et krisemøde i parlamentet.

- Myndighederne har nultolerance over for hvidvask. Statsanklageren har i morges besluttet at starte en strafferetlig efterforskning, siger han.

Afsløringerne af hvidvask hos Danske Bank har hidtil ikke fået konsekvenser i Danmark ud over kritik fra Finanstilsynet og krav om yderligere hensættelser.

Bagmandspolitiet kigger på sagen og erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) har bedt myndighederne om igen at se på, om Danske Bank kan straffes for hvidvask.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter