Estiske myndigheder forventer flere anholdelser i hvidvasksag

Politiet i Estland har anholdt ti og beslaglagt værdier for 7,5 millioner kroner i Danske Banks hvidvasksag.

Alle de ti anholdte i sagen er estiske statsborgere, oplyser det estiske kriminalpoliti. (Foto: Raigo Pajula © Scanpix)

Politiet i Estland har anholdt ti tidligere kunderådgivere i Danske Banks filial i landet - og flere anholdelser kan være på vej.

Det bekræfter den estiske anklagemyndighed ifølge Reuters på et pressemøde om efterforskningen af Danske Banks hvidvasksag.

De ti personer, hvoraf seks blev anholdt tirsdag og fire onsdag morgen, er alle mistænkt for medvirken til hvidvask i filialen i Tallinn.

De anholdte er allesammen kunderådgivere med ansvar for internationale og private bankkunder.

- De mistænkte er bankens første forsvarslinje, som består af kunderådgivere, hvis opgave har været at forhindre tilfælde af hvidvask, siger statsanklager Lavly Perling.

Den estiske anklagemyndighed oplyser desuden, at der i forbindelse med efterforskningen, som blev påbegyndt i november sidste år, er blevet beslaglagt værdier for omkring en million euro - svarende til 7,5 millioner kroner.

Milliarder fra Georgien og Aserbajdsjan

En af de anholdte personer skal udover medvirken til hvidvask være mistænkt for at tage imod bestikkelse og for at hjælpe med at tage imod bestikkelse.

Den estiske statsanklager oplyser, at man her har konstateret, at beløb for 300 millioner euro, svarende til omkring 2,2 milliarder kroner, er strømmet fra Georgien og Aserbajdsjan gennem Danske Banks filial i Tallinn.

Ifølge chefen for det estiske kriminalpoliti har danske myndigheder indtil videre identificeret suspekte transaktioner for 25 milliarder euro, svarende til 186 milliarder kroner.

Myndighederne i det baltiske land er ifølge statsanklageren i kontakt med kolleger i USA, der efterforsker sagen.

Danske Bank oplyser til DR Nyheder, at banken ikke ønsker at kommentere de konkrete oplysninger fra den estiske efterforskning.

- Det er op til politiet at efterforske sagen. Vi har kun én interesse, og det er at komme til bunds i sagen, og vi samarbejder derfor fortsat med alle relevante myndigheder og står selvfølgelig til rådighed for efterforskningen, udtalte pressechef Kenni Leth tidligere i dag.

Danske Bank sigtet i Danmark

Danske Bank har i sin egen advokatundersøgelse af hvidvasksagen konkluderet, at et beløb for sammenlagt 1.500 milliarder kroner på mistænkelig vis strømmede igennem filialen fra 2007 til 2015.

Da bankens undersøgelse blev offentliggjort i september, var banken dog ikke færdig med at gennemgå alle de mistænkelige transaktioner.

Banken havde også kun havde undersøgt 6.200 ud af 15.000 mistænkelige udenlandske kunder i filialen.

Herhjemme har Bagmandspolitiet sigtet banken med henblik på at rejse en straffesag mod banken som juridisk person.

Den efterforskning ventes afsluttet ved udgangen af 2019 eller begyndelsen af 2020.

Sagen kan - udover strafferetlige sanktioner mod de ansvarlige - ende med en eller flere milliardbøder til Danske Bank.

USA er kendt for at slå hårdt ned på finansielle virksomheder, der har vendt det blinde øje til økonomisk kriminalitet med amerikanske dollars.

Danske Bank har tidligere bekræftet, at det amerikanske justitsministerium har bedt banken om at udlevere oplysninger i forbindelse med hvidvasksagen.