Estlands parlament vil granske hvidvasksag i Danske Bank

På et hastemøde i Estlands parlament er der igen fokus på den formodede hvidvaskskandale i Danske Bank.

Danske Banks hvidvasksag skal nu drøftes på et hastemøde i Estlands Parlament. (Foto: Jens nøRgaard Larsen /Scanpix © DR ARKIV)

Danske Banks hvidvasksag skal drøftes på et ekstraordinært møde i Estlands parlament tirsdag.

Parlamentets retsudvalg har indkaldt blandt andre den estiske justitsminister, Urmas Reinsalu, formanden for det estiske finanstilsyn, Kilvar Kessler, samt statsanklager Lavly Perling til mødet.

- Retsudvalget ønsker mere klarhed over, hvordan det har været muligt at hvidvaske penge fra russiske kriminelle på den måde i en filial i Estland, skriver formanden for retsudvalget, Jaanus Karilaid, i en e-mail til nyhedsbureauet Reuters.

Han tilføjer, at retsudvalget ønsker at få placeret et ansvar for det, han betegner som et "svindelnummer". Udvalget vil også se på, hvordan man kan undgå lignende sager i fremtiden.

Han uddyber ikke umiddelbart, hvilke skridt retsudvalget vil tage.

Danske Bank: Vi står til rådighed

Danske Bank har ikke umiddelbart nogen kommentar til hastemødet i det estiske parlament.

- Men vi har en god og konstruktiv dialog med myndighederne om sagen. Og hvis der er nogle spørgsmål, som myndigheder eller politikere ønsker yderligere klarhed om, står vi til rådighed, siger bankens pressechef, Kenni Leth.

Tirsdagens møde i Estlands parlament kommer, efter at forretningsmanden William Browder tidligere på måneden anmeldte Danske Bank til først dansk og siden også estisk politi.

Browder er chef for Hermitage Capital Management, der i 2007 var offer for et tyveri af 1,4 milliarder kroner.

/ritzau/

Facebook
Twitter