Et brev kan betyde godt nyt til langtidssygemeldte

Et brev fra Industriens Pension til langtidssyge om at kontakte pensionsselskabet kan løfte sløret for ubetalte erstatninger.

ARKIVFOTO. Nyt samarbejde kan sikre sygemeldte store erstatninger. (Foto: Jeppe BjøRn Vejlø © Scanpix)

Hvis du er en af dem, der har fået ondt i ryggen efter mange år ved samlebåndet eller har smadret knæene på byggepladser, så er der muligvis godt nyt.

For Industriens Pension har lavet et samarbejde med Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), der gør, at langtidssyge får besked om at kontakte pensionsselskabet.

Mange af pensionsmedlemmerne aner ikke, at de kan have ret til erstatning for tabt erhvervsevne, fra deres pensionsselskab.

- Jeg er helt sikker på, at det er flere millioner kroner, som ikke bliver udbetalt, fordi folk simpelthen ikke henvender sig, siger forsikringsdirektør hos Industriens Pension, Joan Alsing.

STAR begyndte at sende breve til 1.000 af Industriens Pensions medlemmer i starten af året, og allerede nu har 17 medlemmer fået en udbetaling på grund af brevet, og yderligere 19 sager er ved at blive behandlet.

- Vi ser det helt klart som vores opgave, at vores medlemmer ved, hvad de har ret til. Og det er derfor, vi er begyndt at gå nye veje, fortæller Joan Alsing.

Flere pensionsselskaber bør følge efter

Grunden til, at samarbejde først kommer i gang nu, er, at det har taget et stykke tid af få juraen på plads, da myndigheder ikke sådan uden videre må videregive personfølsomme oplysninger om langtidssygdom til private selskaber.

Det gør det fortsat ikke med det nye samarbejde, men opfordrer dem i stedet blot til at tage kontakt til pensionsselskaberne.

Og ifølge Joan Alsing bør flere andre pensionsselskaber følge i Industriens Pensions fodspor.

- Fordi det har været en stor succes. 25 procent af dem der er blevet sendt breve ud til har svaret på det.

Den holdning er man enig i hos forsikrings- og pensions-selskabernes brancheforening, Forsikring og Pension. Her siger underdirektør Anne Seiersen.

- Vi ved ikke, hvornår kunderne har brug for os. Det ved de offentlige registre. Så at vi kan samarbejde og levere en bedre service til kunderne, det er vi kun glade for.

Samtidig ser hun også økonomiske fordele i det for pensionsselskaberne. For hvis de tidligt kan få kontakt til de sygemeldte medlemmer, så er der større chance for at få dem tilbage på arbejdsmarkedet i stedet for invalidepension.

- Det er til fordel for pensionsselskaberne, som så i stedet kan bruge pengene på større alderspensioner, slutter hun.