Et skib på tværs, tørke og corona: Derfor bliver din julegave enten dyr eller umulig at få

Der bliver især mangel på mobiltelefoner, computere og anden elektronik i de kommende måneder.

I år bliver det svært eller dyrt at få fat i den rigtige julegave, hvis der står elektronik øverst på ønskesedlen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Hvis du har planer om at give en ny mobiltelefon, en computer eller lignende i julegave - eller bare har brug for at udskifte dit elektroniske udstyr, så er der god grund til at handle nu. Der er nemlig udsigt til, at varerne lige om lidt bliver dyrere eller nærmest umulige at få fat på.

Det skyldes manglen på mikrochips, som får stort set al vores elektronik til at fungere. Mangelsituationen er udløst af en lang række forhold, som har ramt verden på samme tid.

- Alle de produkter, som vi køber i Power eller El-giganten, vil blive hårdt berørt af det. Det gælder for eksempel også biler, der også indeholder masser af elektronik.

- Det er den perfekte storm. Der er en lang række faktorer, der gør, at vi står i denne her situation, som er meget speciel, forklarer Peter Tagesen, underdirektør i Dansk Industri med ansvar for global handel.

Forbrugsmønstre ændrede sig dramatisk

Han forklarer, at folks forbrugsmønstre har ændret sig dramatisk under pandemien. I stedet for at gå på restaurant eller tage ud at rejse, sad man derhjemme foran skærmene. Det betød en eksplosiv stigning i indkøb af nye elektroniske dimsedutter, computere, telefoner og fladskærme. Og det skete, samtidig med at produktionen af de samme varer i mange tilfælde faldt, fordi en del af fabrikkerne lukkede ned.

Naturfænomener har også spillet ind. I Taiwan har verdens største producent af mikrochips manglet vand til produktionen på grund af en meget omfattende tørke.

Der har været lukkede containerhavne i Asien på grund af coronaudbrud og stigende fragtrater. Og oven i det har der været den famøse situation med det store containerskib, der gik på grund i Suez-kanalen og effektivt lukkede for skibstrafikken, og de to ting tilsammen har udløst en dominoeffekt.

- Den gør jo, at hele det globale forsyningsnetværk er blevet forstyrret, og der kommer nogle klumper undervejs. I Californien ser vi lige nu, at der ligger 100 store skibe fyldt med varer og venter på at kunne komme til, fortæller Søren Vammen, der er direktør i Dansk Indkøbs- og Logistik Forum, en interesseorganisation, der formidler viden og efteruddanner folk inden for logistik, indkøb og forsyningskæder.

Udenfor Los Angeles ligger de store containerskibe i kø og venter på at komme i havn. Der er estimeret omkring 500.000 containere, som venter på at blive losset. (Foto: Etienne Laurent © Ritzau Scanpix)

Selvom elektroniske produkter bliver ekstra hårdt ramt, er der også andre områder, der bliver berørt. Danske virksomheder har i varierende omfang også svært ved at få adgang til råvarer som aluminium, jern, stål, træ, gummi og plastik, så de nuværende forsyningsproblemer rammer altså også andre brancher.

Kørte lagre helt ned

Ifølge Søren Vammen er den nuværende situation også et resultat af virksomhedernes reaktion på coronakrisen. Under den første bølge kørte de deres lagre helt ned, fordi de var usikre på efterspørgslen. Efterfølgende tilpassede man produktionskapaciteten til, at der næsten ikke var nogen efterspørgsel.

- Når man kørt både lager og produktionskapacitet ned, så skal der bare en lille stigning i efterspørgslen til, så opstår der mangelsituationer. Og når alle så panikker i markedet, så ser vi priserne stige, forklarer Søren Vammen.

Den ubalance, der er opstået i forsyningskæderne, kommer til at påvirke os et godt stykke ind i fremtiden. Ifølge Søren Vammen skal vi formentlig frem til sommeren 2022, før tingene i de fleste brancher er normale igen.

Ikke engelske tilstande med tomme hylder

Udover elektronik rammer forsyningsproblemerne bredt. Det gælder eksempelvis også træ og byggematerialer.

- Men når folk siger, at de mangler leveringer, så er det ikke, fordi de ikke har fået noget - de får bare ikke så meget, som de plejer. Det tager toppen af væksten, men vi falder ikke ned i et stort hul. Og det er jo ikke engelske tilstande med tomme hylder, lyder det opmuntrende fra Søren Vammen.

Han understreger, at de virksomheder, som får deres varer lavet i Centraleuropa, Tyrkiet eller i Nordafrika ikke er ramt på samme måde, fordi de netop ikke skal transporteres med containerskibe. Og han forudser, at vi kommer til at opleve nogle forskydninger i verdenshandlen, fordi man fremover vil prioritere en forsyningskæde, som er mere modstandsdygtig.

- Man vil tage noget af sin produktion væk fra Asien og tættere på, for det er blevet meget synligt, hvor sårbar man er. Tidligere gjaldt det kun om få tingene fremstillet så billigt som muligt, og det vil ændre sig, fordi tilliden til globaliseringen er blevet svækket.

Facebook
Twitter