EU-Domstol: Den endelige forsinkelse tæller

Luftfartsselskaber har ansvaret for passagerer, der på grund af forsinkelse misser et fly ved en mellemlanding. Det har EU-Domstolen afgjort.

Flyselskabet Air France ville ikke give erstatning til passager, der på grund af flyforsinkelse missede et fly til Sao Paolo i Brasilien. Men det skal selskabet, har EU-Domstolen afgjort.

En forsinkelse er en forsinkelse.

Hvis en flypassager har regnet med at være i Sao Paolo på et bestemt tidspunkt, så er det luftfartsselskabets ansvar, at han når helt til den brasilianske storby med højst tre timers forsinkelse. Også selv om en lang forsinkelse egentlig er en følge af noget helt andet.

Det fremgår af en afgørelse fra EU-Domstolen, der for den tyske forbundsdomstol har vurderet en sag om en tysk flypassager, der havde krævet 600 euro i kompensation fra Air France, fordi han kom 11 timer senere til Sao Paolo end planlagt.

Trak passager i retten

EU giver ret til kompensation og bistand til passagerer på fly, der er mere end tre timer forsinkede.

Air France trak passageren i retten, fordi luftfartsselskabet mente, at det kun havde ansvar for den to en halv time lange forsinkelse, der opstod på første del af flyvningen fra Bremen i Tyskland til Paris i Frankrig.

Men da flybilletten videre fra Paris til Sao Paolo i Brasilien var booket sammen, er det ifølge domstolen også Air Frances ansvar, når passageren missede sin forbindelse i Paris og dermed blev forsinket i mere end de tre timer, der udløser ret til kompensation.

Afgørelsen er principiel og gælder også for andre EU-lande, men sagen skal behandles færdig i Tyskland, og det er nu op til den forbundsdomstolen i Karlsruhe at tage stilling til spørgsmålet om kompensation.

/ritzau/

Facebook
Twitter