EU-lande tackler kviklån med skyhøje renter vidt forskelligt

Forbrugerrådet Tænk foreslår, at lande på tværs af EU bliver enige om et fælles loft over renten på kviklån.

Lande i hele verden har skullet forholde sig til det fremadstormende marked for kviklån, som har forarmet mange af samfundets svageste borgere. Storbritannien var tidligt ude med et loft over låneomkostningerne, et loft, som forskere har fremhævet som velfungerende. (Foto: SUZANNE PLUNKETT © Scanpix)

Det kan være svært at stå for fristelsen, når kviklånsselskaberne tilbyder hurtige lån til pengeplagede europæere.

Men selv om det er rart at varme sig ved de tusindvis af kroner, som på få minutter kan blive overført til din bankkonto, så er lånene dyre, og mange forbrugere har svært ved at undslippe gælden, fordi udgifterne til kviklånsfirmaerne nemt kan overstige lånebeløbet med 1.000 procent om året.

De dyre kviklån, som især tages af samfundets svageste borgere, har skabt diskussioner i parlamenterne på tværs af EU.

Og samtidig med at kviklånsfirmaerne de senere år har sat omsætningsrekorder, har parlamenter på stribe indført lofter over renter og omkostninger til de hurtige forbrugslån.

Blandt andre har Sverige og Finland indført lofter over den årlige omkostningsprocent, den såkaldte ÅOP. Samtidig kan kviklånsfirmaerne i Danmark stadig skrue låneomkostningerne op til det niveau, de stort set ønsker.

I grafikken herunder har vi samlet EU-landenes reguleringer af markedet for kviklån i forhold til lofter over låneomkostningerne. Oversigten er behæftet med en vis usikkerhed.

Tænk: Brug for EU-lovgivning

At Danmark ikke har indført loft over ÅOP har også den betydning, at internationale kviklånsselskaber kan etablere sig i Danmark, hvorfra de tilbyder kviklån med ÅOP på flere hundrede procent til forbrugere i lande med ÅOP-lofter.

- Det viser jo bare i en nøddeskal, at Danmark er lempeligt reguleret med hensyn til at udbyde kviklån, siger Morten Bruun Pedersen, der er seniorøkonom hos Forbrugerrådet Tænk.

Forbrugerrådet Tænk foreslår at bruge EU-institutionerne til at finde et fælles loft for de dyreste kviklån.

- Dybest set burde man på EU-plan lave et ÅOP-loft og lave en samlet regulering. Men hvis ikke det er muligt, så synes jeg i hvert fald, vi skal tænke på at få det indført i Danmark, siger Morten Bruun Pedersen.

I Danmark foreslår Forbrugerrådet Tænk et loft over ÅOP på 25 procent plus diskonten. Diskonten er Nationalbankens officielle rentesats. Den er lige nu 0 procent.

Långivere med på fælles reguleringer

Bankernes brancheorganisation Finansdanmark har ligeledes foreslået et loft over ÅOP. Herfra lyder forslaget på 50 procent.

Men et fælleseuropæisk loft er også en mulighed, siger Niels Arne Dam, underdirektør i Finansdanmark:

- Vi har taget udgangspunkt i den danske situation og danske forhold. Men det er da en spændende tanke; nu kan der komme en diskussion på europæisk plan, og det stiller vi også gerne op til, siger Niels Arne Dam.

- Vi tager udgangspunkt i den danske situation, men der kunne sagtens være god ræson i at lave begrænsninger på tværs af EU, fortsætter han.

Også fra kviklånsselskaberne er der tilslutning til et fælleseuropæisk regelsæt. Dog ud fra den forudsætning at de frie markedskræfter respekteres, og at reguleringen ikke kun rettes mod kviklånsselskaberne:

- Helt generelt er vi jo ikke for prisstyring af et marked; vi går ind for de frie markedskræfter. Når det er sagt, så har vi talt med politikerne om et egentligt omkostningsloft, hvor vi tager højde for, hvad der opkræves i hele lånets levetid. Men så skal bankerne også være med, siger Mikkel Winston, der er talsmand for Digitale Långivere, som repræsenterer de største kviklånsudbydere i Danmark.

- For kviklånsselskaberne kan det være meget svært at skulle forholde sig til meget forskellige love på tværs af EU, og der ville det da være en fordel, hvis man havde et fælles regelsæt, siger Mikkel Winston.

Konkret foreslår han en model inspireret af Storbritannien.

- I England er der en begrænsning på, at man ikke må betale mere end 100 procent af lånebeløbet tilbage, det kunne jeg godt se en rimelighed i.

Facebook
Twitter