EU vil have mere kontrol med Euro-landenes økonomi

EU-Kommissionen vil kigge medlemslandene over skulderen, når de udformer deres budgetter. Der skal skrides ind, før økonomier nærmer sig statsbankerot

EU vil have mere styr på euro-landenes økonomi. Det sker af frygt for, at flere lande skal havne i samme økonomiske problemer som Grækenland.

Balladen om Grækenlands økonomiske kaos har givet sved på panden i Bruxelles.

Frygten for at skulle agere redningskrans for flere landes økonomiske kvaler har fået EU's økonomikommissær, Olli Rehn, til at melde skarpt ud.

- Vi ønsker en systematisk og stringent vurdering af de nationale budgetter, før de bliver præsenteret for de nationale parlamenter, siger han om indholdet af et forslag, der bliver præsenteret 12. maj.

Såvel regeringen som oppositionen er tilhængere af, at Danmark skifter kronen ud med den fælles europæiske valuta. Det vil i givet fald betyde, at EU skal gennemgå den danske finanslov, før den kan sendes til vedtagelse i Folketinget.

For at være med i euro-samarbejdet er der opstillet en række krav for at undgå spændinger mellem medlemslandenes økonomier.

Kravene er blandt andet, at det offentlige underskud ikke må overstige tre procent af Bruttonationalproduktet (BNP) og at statsgælden ikke må overstige 60 procent af BNP.

De fleste af euro-landene har overtrådt reglerne under finanskrisen.

Facebook
Twitter